EJMI på togt i Nordøstgrønland

[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Læs beretningerne fra Naja Mikkelsen og skibschef Hans Ole Nielsen:

1. MOD SHANNON
I dagevis har ismeldingerne truet med tæt pakis nord på Daneborg på Grønlands nordøstkyst. På broen af EJNAR MIKKELSEN diskuteres der ivrigt om planerne skal laves om. Skibet er her for at styrke Danmarks tilstedeværelse i Nordøstgrønland og hjælpe Siriuspatruljen med udlægning af depoter. Det er et kapløb med tiden i den korte sommer og som isen opfører sig, kan det komme til betyde at de nordligste opgaver må vente lidt endnu.
 
Med masser af opgaver på listen er udsigten til ekstra tid og ekstra brændstof ikke noget, der passer skibets chef, orlogskaptajn Hans Ole Nielsen. EJMI, som skibet kaldes til daglig, sætter kursen mod nord. I langsomt tempo skubber EJMI isskosserne foran sig. På trods af den lave fart ryster skibet med et rungende drøn, hver gang endnu en isskosse kommer i vejen. Fra broen ligner farvandet en islabyrint, men efter noget tid klarer det op og pludselig er der åbent vand forude.



Et par dage er vundet og skibet går mod Bass Rock og Shannonøen, der er to steder med en helt særlig betydning for EJNAR MIKKELSEN. Det var nemlig her at skibets navnefader, polarforskeren Ejnar Mikkelsen var strandet med sin gode ven Iver Iversen.  Tre år ventede de uden at vide om de nogensinde skulle blive reddet efter Alabamaekspeditionen (1909 – 1912).

Med ombord på EJNAR MIKKELSEN er en anden Mikkelsen. Naja Mikkelsen er barnebarn til skibets navnefader. Det er ikke første gang hun er med. EJNAR MIKKELSEN er et skib, der tager det alvorligt at være opkaldt efter den gamle polarforsker og venskabet mellem besætningen og Naja går langt tilbage. I år er der dog en særlig grund til Naja Mikkelsens besøg på skibet. Det er nemlig præcis 100 år siden hendes farfar og hans rejsekammerat Iver Iversen blev reddet fra Bass Rock.


100 år er et jubilæum, der er værd at fejre. Derfor satser EJMI på at nå frem til de to øde hytter på henholdsvis Shannonøen og Bass Rock, hvor de to strandede ekspeditionsmænd opholdt sig.  Nærmest som ved et trylleslag forsvinder den is, der for 100 år siden forhindrede Ejnar Mikkelsens redning.
Heldet og det åbne vand udnyttes og i løbet af et hektisk døgn bliver begge steder besøgt. Den gamle polarforsker Ejnar Mikkelsen selv vendte aldrig selv tilbage til Shannon. Men 100 år efter nåede både barnebarnet og skibet EJNAR MIKKELSEN frem.
Men flere opgaver på Nordøstgrønlands kyster venter. EJMI sætter kursen mod syd - sommertogtet 2012 er langt fra slut.


2.GERMANIHAVN HYTTEN




”Alt er i god stand. Det var en god reparation”, siger marineoverkonstabel Aputsiaq Egede.
Han banker omhyggeligt på vindueskarmen på fangststationen i Germaniahavn og da han har konstateret at vinduet sidder urokkeligt fast finder han hyttebogen frem og viser at han for præcis to år siden skrev at han havde ordnet vinduet efter en isbjørn havde forsøgt at komme ind i hytten.
Aputsiaq Egede er gummibådfører på EJNAR MIKKELSEN, der patruljerer den grønlandske østkyst og besøget i Germaniahavn er en af de mange opgaver der skal løses i den korte sommer. Fangststationen er nemlig en af de mange hytter som Siriuspatruljen bruger om vinteren. Og alt skal selvfølgelig være klar til vinter, når hundeslæderne kommer forbi. Dette besøg er dog hurtigt overstået. Isbjørnen, der for to år siden forsøgte at komme ind i huset har ikke været forbi siden. Hytten har overlevet vinteren fint. Alt står solidt og nødprovianten er på plads. Aputsiaq Egede skriver endnu engang i hyttebogen – med vejrmeldinger på både dansk og grønlandsk, lukker hytten og sætter skodderne for. 

3. BASS ROCK

Klokken er 2 om natten midt i polarsommeren og solen er helt nede og vende i ishavet da EJNAR MIKKELSENs gummibåd anløber Bass Rock på Grønlands nordøstkyst.
Marinespecialist Flemming Odgaard svinger gummibåden rundt om pynten for at se efter isbjørne inden landgang.
Inde på den lille golde klippeø står de to Baldwin-Ziegler hytter. I år er de rammen om et særligt jubilæum. Det var nemlig her at polarforskeren Ejnar Mikkelsen og hans makker Iver Iversen blev reddet for præcis 100 år siden.
I tre år havde de to været strandet på en af verdens mest ugæstfrie steder – tre år med sult, kulde og afsavn. Men i juni 1912 kunne de vende tilbage til civilisationen som polarhelte.
EJNAR MIKKELSENs besøg på Bass Rock i 2012 var noget kortere – blot to timer blev det til. En lille afstikker fra sommerens togt for at markere 100 året for redningen af skibets navnefader.
Med på Bass Rock havde EJNAR MIKKELSENs besætningen både polarforskerens barnebarn, Naja Mikkelsen og en journalist fra DR, der er ved at lave en dokumentarfilm.

4. MYGGBUKTA



”Pas på! Isbjørn!”, råber EJMI’s næstkommanderende Morten Dastrup.
Syv besætningsmedlemmer fra EJNAR MIKKELSEN er dårligt nok vadet i land fra gummibåden før råbet får alle til at stoppe op på stedet. 
Allerede under indsejlingen til den gamle norske fangststation Myggbukta ved  Kejser Franz Joseph Fjord blev en flok moskusokser spottet på fjeldsiden og første mand var allerede nået et par hundrede meter op mod fjeldet for at tage billeder af de store dyr. Men da bamsen dukker op 500 meter forude får moskusokserne lov til at være moskusokser i fred.
Gummibådsfører Jim Poulsen  sidder stadig bag styrepulten i gummibåden med påhængsmotorerne kørende, mens der er rådslagning på stranden. Egentlig skulle besætningen ind til fangststationen for at kontrollere, om alt var i orden. Isbjørnen var tilsyneladende ude i samme ærinde. Timingen var heldig - var besætningen ankommet ti minutter tidligere, havde mødet med isbjørnen været på klods hold.
 Endnu er det tydeligt at isbjørnen ikke har set de orange overlevelsesdragter og gummibåden. I et mageligt tempo gnubber den sig op af stationens flagstang, inden den flere gange cirkler rundt om huset. Den kan sikkert lugte Siriuspatruljens depot inde i huset, som EJNAR MIKKELSEN har været med til at lægge ud nogle dage  tidligere. Depoterne er lagt ud til vinterens slæderejser. Vinduer og døre i den gamle fangststation får et dask med labberne, men huset står solidt og bamsen vender tilbage til flagstangen og bruger den som kløpind.
Da isbjørnen ikke har til sinds at forsvinde, beslutter besætningen på stranden at gøre det i stedet. Alle mand ombord i gummibåden. Turen væk bringer besætningen ind i vinden og isbjørnen får pludselig fært af mennesker og stopper op.
Bamsen beslutter sig for at fordufte – besætningen gør det samme og mens gummibåden sejler tilbage til EJNAR MIKKELSEN, benytter isbjørnen chancen til at snige sig tilbage til fangststationen. 



EJNAR MIKKELSEN letter anker og fortsætter syd på. Efter blot en halv times sejlads bliver der igen spottet arktisk storvildt. Denne gang er det to hvalrosser, der gasser den på en isflage ret forude. EJNAR MIKKELSENs kurs går gennem det bælte af isskosser, hvor de to kolosser har slået sig ned. I stille tempo sniger EJMI sig gennem isen. De to hvalrosser truer lidt med stødtænderne, da isen under dem gynger en anelse, men også her kan dyr og mennesker skilles uden yderligere ballade.
Nu mangler besætningen bare at give Siriuspatruljen melding om, at der er set isbjørn ved depotet. Næste gang de eller EJNAR MIKKELSEN igen er forbi Myggbukta, skal der kontrolleres om isbjørnen havde haft succes med at bryde ind til Siriuspatruljens vinterforråd.