[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin Forsvarets Hovedredaktion

På grønlandsk betyder tappik ’skarpe øje’, men det er også navnet på de samvirkeøvelser, som et par gange om året afholdes ved Grønland for at træne eftersøgnings- og redningsberedskabet - også kaldet SAR. Det sejlende SAR-beredskab består af søværnets enheder og politiets fire små kuttere, SISAK’erne, der opererer lokalt fra de største byer på Grønland. Helikoptere fra Air Greenland samt fly og helikoptere fra forsvaret deltager også, hvis de er til rådighed i området.

Årets første Tappik-øvelse var den 26. øvelse i rækken Den operative styrke bestod af de fire SISAK’er og Ejnar Mikkelsen (EJMI).  I løbet af ugen deltog også en helikopter fra Air Greenland. Øvelsen havde sit udgangspunkt i Grønlands hovedstad Nuuk, hvor enhederne blev samlet ved øvelsens start.

- Øvelsens første del var almindelige assistanceøvelser, hvor skibene på skift trænede hjælpeindsats på hinanden med lækage- og brandbekæmpelse, førstehjælp, slæbning og andre elementer i det helt basale redningsarbejde til søs. Her fik besætningen på EJMI rig mulighed for i samarbejde med de lokale enheder at træne de grundlæggende færdigheder i assistance til skibe i nød, fortæller chefen for Ejnar Mikkelsen, orlogskaptajn Niels Ole Raafeldt Markussen.


Banjemester Jan Pedersen holder udkig fra broen.

Anden del af øvelsen var en større eftersøgningsoperation, hvor fokus var rettet imod enhedernes evne til at lede og koordinere en SAR-operation. Efter en længere forlægning i stormvejr mod eftersøgnings-området fik enhederne koordineret opgaverne og fandt den forsvundne i god behold.

På øvelsens sidste dag blev der gennemført hoistøvelser til og fra en Air Greenland helikopter. Formålet var at træne besætningerne i at anvende et nyt båresystem.

- Som sædvanlig var Tappik en god og udbytterig oplevelse for skibet og besætningen, og den sjældne mulighed for at træne med hele det øvrige beredskab på en gang blev udnyttet fuldt ud, siger Niels Ole Raafeldt Markussen.

Øvelsen indeholder også et socialt element, hvor de forskellige besætninger møder hinanden. Der bliver for eksempel spillet fodboldkamp ved øvelsens afslutning. Enhederne spiller mod hinanden om Tappik-trofæet.  I år vandt politiet i Nuuk.