[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Lars Bøgh Vinther, Forsvarets Hovedredaktion.
- For os alle er oprettelsen af Forbindelses Element Færøerne en festdag og samtidig en lidt vemodig dag, hvor Førøernes Kommando bliver nedlagt.
Det var den kommende leder, orlogskaptajn Eli Lyngvej-Larsens kommentar forud for indvielsen.



Chefen for Færøernes Kommando, kommandør Per Starklint, bød repræsentanter for Lagtinget, rigsombudsmanden, personale og gæster velkomne udenfor FEFs lokaler i hjertet af Torshavn. En skype-forbindelse og et par højttalere sørgede for at transmittere åbningen af Arktisk Kommando i Nuuk. Da HMS dronningen havde erklæret den nye myndighed for Nordatlanten for etableret, rejste skansevagten Dannebrog ved siden af det færøske flag.

Besætning fra inspektionsskibet Triton sørgede både for skansevagt og flaghejsning.
I sin efterfølgende tale på vejne af forsvarschefen, understregede kommandør Frank Trojahn, at FEF vil videreføre de opgaver, som Færøernes Kommando til i dag har ydet for lokalsamfundet.

En kraftig byge understregede de naturkræfter, man er oppe imod i Nordatlanten. Ved den efterfølgende reception fik gæsterne et første indtryk af lokalerne, hvor FEF´s ansatte fremover vil koordinere inspektionsskibets og overvågningsflyets indsats.  I samme bygning findes den færøske maritime redningscentral og radio Torshavn. Samarbejdspartnere, som man indtil i dag har skullet køre 12 kilometer fra Mørkedal til Torshavn for at træffe.
Se video her.