[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen Forsvarets Hovedredaktion

- Marinefemkampen er i en rivende udvikling i øjeblikket. Vi har ændret i konceptet, sådan så vi primært rekrutterer indenfor Søværnets Officersskole. Vi har kadetter i fire-fem år og det vil sige, at vi kan få dem op på det rigtige niveau, så de kan kæmpe internationalt, siger Erik Madsen, der er leder af idrætsområdet på Søværnets Officersskole.

Forsvarsmesterskaberne foregik tirsdag og onsdag på forskellige steder i Frederikshavn, hvor mænd kvinder dystede i de fem discipliner – livredning, finnesvømning, forhindringsløb, sømandsskab og amfibieløb. For at gøre konkurrencen hårdere var der inviteret andre nordiske femkæmpere med.

Debutant vandt bronze
Hos herrerne blev Mads Lunde Larsen forsvarsmester, mens Maria Lynge Jørgensen tog førstepladsen hos kvinderne. Ronni Bjørn, der var med i sin første officielle marinefemkamp, vandt en flot bronzemedalje.

- Jeg er supertilfreds. Det gik over forventning, siger kadetten fra Søværnets Officersskole.

De nordiske deltagere gav danskerne baghjul i den samlede konkurrence. Her blev vinderne Gustav Vahlberg fra Sverige og Cecilie Buunk fra Norge.

Se et indslag fra forsvarsmesterskaberne i marinefemkamp på forsvarskanalen.