[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg Forsvarets Hovedredaktion

Forsvaret kommer under kærlig behandling, når DR 1 på næste torsdag sender Gintberg på kanten af forsvaret. Tilbage i juni var Jan Gintberg på besøg hos alle tre værn for at producere et af de skæve portrætter, som den højtråbende komiker er kendt for.

- Jeg er måske lidt mere naivt spørgende, end en journalist ville være. Jeg kan tillade mig at spørge som et 12-årigt barn; hvorfor gør I det, og hvorfor gør I ikke det. Og så laver jeg jokes på det, jeg har oplevet, siger Jan Gintberg.

Jan Gintbergs ambition er – naturligvis – at underholde. Men komikeren, der selv var værnepligtig i 1981, vil også gerne gøre seerne klogere.

- Jeg tror, at det er en god måde at komme til at kende et område på, at man lister noget oplysning og noget nysgerrighed ind med noget humor, forklarer han.

Gintberg i forsvaret sendes på DR 1 på torsdag den 22. november kl. 20.00. Se forsvarskanalens optakt til programmet her.