[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen og Karen Dahlin Forsvarets Hovedredaktion

- Man er altid lidt spændt både som kursusleder for, hvordan uddannelsen kommer til at køre, men mine holdførere og lærere er også ret spændte på, hvad det er for nogle hold, de kommer til at få, og hvad det er for et potentiale, vi har at arbejde med, siger premierløjtnant Kristian Daugbjerg Jensen, der er kursusleder på Hærens Sergentskole i Sønderborg.

Se indslag om de nye sergentelever på forsvarskanalen


Han kunne byde 100 nye sergentelever velkommen i det smukke vejr. Det var nu ikke fordi, sergentelever fik tid til at nyde forårssolskinnet. Som noget af det første blev elever sendt i gymnastiksalen, hvor de gennemgik en coretest, der skal afprøve, om de har den rette styrke i mave og ryg, og en løbetest.

- Grunden til, at vi kører de samme test, som forsvarets værnepligt og rekruttering gør, er for at sikre os, at de har det rigtige niveau til at komme igennem den her meget komprimerede uddannelse, som de skal igennem i løbet af det næste halve år, siger premierløjtnant Kristian Daugbjerg Jensen, der er kursusleder på Hærens Sergentskole i Sønderborg.

På trods af de indledende prøvelser, så var sergenteleverne glade for de fysiske strabadser. Særligt Mads, der blev nummer et til løbetesten.

- Det var rigtig fedt. Jeg har tit været nummer to til løbetesten, men nu kom jeg så længst. Det var rigtig fedt. Så er det fysiske på plads, så jeg kan koncentrere mig om alt det faglige. Det skal nok gå, sagde sergentelev Mads Lintrup Andersen.

Den grundlæggende sergentuddannelse tager et halvt år.

Læs mere om sergentuddannelsen her