[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Forsvarskommandoens Kommunikationsafdeling

På en 2,5 km lang og kuperet rute i terrænet ved Holstebro Kaserne løb mere end 120 løbere fra forsvaret onsdag om Dansk Militært Idrætsforbunds Forbundsmesterskab i Cross Country.

Løberne var fordelt på ni klasser, og ud over de individuelle konkurrencer blev der også løbet stafet. Alt efter klasse skulle løberne rundt på den kuperede rute to, tre eller fire gange.

- Alt forløb som det skulle, alle kom igennem, og der var ingen skader. Vi fik ros for ruten, som var kuperet, afvekslende og hård på den gode måde, fortæller seniorsergent Henrik Schmidt, der var leder af stævnet.


Løbere i perfekt balance på vej ned af en af de små, men stejle bakker på ruten. Fotos: Henriette Bjerre Vandt.  

Vinderne i herrernes A klasse blev premierløjtnant Søren Abel Kofoed fra Aalborg Kaserners Idrætsforening, der løb de 10 bakkede km i tiden 36.31, mens kvindeklassen blev vundet af Simone K. Jørgensen, der løb 5 km på 23.21. Hun løber for Bornholms Værns Idrætsforening.

Forårsmånederne er traditionelt en travl tid for de aktive idrætsudøvere i forsvaret. Den næste store konkurrence er forbundsmesterskaberne i mountainbike. Den afvikles den 24. april – også i Holstebro. I maj er det blandt andet faldskærmsudspringerne, der skal i konkurrence.