Klippeklatring på proteser og spring uden ben
Af Anders V. Fridberg Forsvarets Hovedredaktion
Med en bar og meget veltrænet overkrop, plastichjelm på hovedet, klatresele om livet og de helt rigtige klatresko med stive såler ligner Maurice Manuel en erfaren klippeklatrer.
Kun to ting mangler for at fuldende billedet.
Det ene er den manglende pose med kalk til fingrene, så de ikke glider på den glatte klippe, når hænderne bliver våde af sved. Det har instruktøren ikke sørget for. Det andet er Maurice Manuels højre ben. Det blev sprængt væk i december 2010, da Maurice trådte på en improviseret sprængladning i Afghanistan, og nu er erstattet af en protese.
Maurice Manuel på vej op ad klippen. Det manglende ben er ikke nogen hindring. Tværtimod fandt han ud af, at det lige frem kan være en fordel at klatre med en protese.
For Maurice Manuel og de 16 andre fysisk sårede veteraner, der er med på Soldaterprojektets Adventurecamp 2012 på Bornholm, er manglende ben og mange andre typer af fysiske skader ikke nogen hindring for at klatre op ad klipper. Eller for at rapelle baglæns og forlæns ned ad lodrette klippevægge, springe i vandet fra en næsten otte meter høj klippe, eller for at køre 300 meter i svævebane over en sø for at lande i vandet med mere end 35 km i timen. Men det kræver både lidt ekstra overvindelse og måske en anden teknik, end det gør for raske mennesker.
- De skal tænke på, hvordan deres krop reagerer. Vender de rundt, når de springer ud fra en klippe, fordi deres vægtfordeling er anderledes. Skal de have protesen på, eller kan de bryde vandet med stumpen. Det er en helt ny verden for dem, og der skal tænkes kreativt og nyt både hos dem selv og hos alle os, der er omkring soldaterne, siger Rune Oland. Han er idrætskonsulent i Dansk Handicap Idræts-forbund og i Soldaterprojektet under Danmarks Idrætsforbund, og han er hovedmand bag adventurecampen.
- Formålet med campen er, at vise soldaterne, at de stadig har nogle muligheder, selv om de har fået en fysik udfordring. Samtidig skal den være med til at sammentømre gruppen af sårede soldater som en enhed, så de kan være med til at sikre en bedre rehabilitering af hinanden. Og så selvfølgelig at arbejde lidt med ens egne grænser, så de kan komme videre i deres liv. Og det er der også nogen, der har gjort i dag, fortsætter Rune Oland.
Casper Thomsen på vej ned af klippevæggen på den svære forlæns måde.
En af dem, der flytter grænser, er Casper Thomsen, som fik sprængt sine underben væk i Afghanistan i december 2011, og nu går med proteser. Dem har han dog taget af, inden han skal springe i vandet fra en otte meter høj klippe. Derfor skal han sætte kraftigt af med armene og sørge for ikke at vende baglæns rundt, så han rammer ind i klippen på vej ned. Han tøver, da han sidder på kanten, men overvinder sig selv og tager springet.
- Der er langt ned, og jeg vidste ikke, om jeg ville gøre det, før de andre gjorde det. Men det var fedt, og jeg er glad for, at jeg gjorde det, siger han, da han er kommet tilbage på land.
Maurice Manuel behøver ikke overvinde grænser for at klatre op ad klippen. Og det kunstige ben er ikke nogen hindring for at nå toppen af den sværeste rute. Eller for at give sig i kast med andre friluftsaktiviteter eller krævende sportsgrene. Tværtimod.
- Jeg har fundet ud af, at der ikke er nogen begrænsninger. Der er nogle små ting, som jeg skal gøre anderledes, og der er nogle fordele, jeg kan drage ved at være amputeret, fordi jeg kan tage mit ben af, når jeg ikke skal bruge det, så campen her er lige det, som jeg har gået og ventet på. Det har været fedt, siger Maurice Manuel, før han tager endnu en tur op ad klippen med klatresko på både det raske og det kunstige ben.