[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Silas Mortensen Forsvarets Hovedredaktion

Forsvarets nye ordning, der uddanner soldater til at støtte hjemvendte veteraner med omstillingsvanskeligheder efter en udsendelse, bliver taget godt i imod på tjenestestederne.

Ordningen blev etableret sidste år og er allerede under implementering i hæren. Blandt andet har veteranerne fra ISAF 12, der vendte hjem fra Afghanistan i februar, haft stor gavn af initiativet.

- Kollegastøtteordningen bliver positivt modtaget derude. Veteranerne har udvist stor interesse for ordningen, fortæller Karen Blædel. Hun er ledende rådgiver ved Forsvarskommandoens Organisation for Personlig Rådgivning, og har startet ordningen op.

Prikker hul på den svære samtale
For mange veteraner kan omstillingen til hjemme- og familielivet efter en udsendelse være svær. Efter et halvt år med store afsavn, stressede perioder og til tider ekstreme situationer, finder man sig ikke automatisk til rette i en mere tryg og stabil hverdag.

- Når man er ude savner man sin kæreste, familie og venner. Når man så kommer hjem og det ikke er så let, som man har gået og forestillet sig, kan man komme i konflikt med sig selv, fortæller kaptajn Mogens Vester, der koordinerer det daglige arbejde med kollegastøtteordningen.

- Den frustration har man brug for at få normaliseret et eller andet sted. Og det er ikke så nemt at tage initiativ til den slags selv: Soldater går ikke på arbejdet og snakker om de udfordringer de har derhjemme, fortsætter Mogens Vester og tilføjer:

- Derfor kan det være godt at få prikket hul på den snak sammen med nogle kollegaer, og opdage, at de andre har det på samme måde. Det har givet stor forløsning blandt de medvirkende at finde ud af, at andre også kæmper med at få hjemme- og familielivet til at fungere efter en udsendelse.

Traumekursus fra Falckredderuddannelsen
Kollegastøtterne udpeges lokalt og gennemgår to to-ugers kurser; et kommunikationskursus ved Forsvarskommandoen og et såkaldt RITS-kursus ved Beredskabsstyrelsen, der også indgår i Falckredderuddannelsen.

RITS står for Rekonstruktion og Integration af Traumatisk Stress. Kurset udruster kollegastøtterne til at håndtere overgangsreaktioner på individ- og gruppeniveau. De arbejder i tomandshold, hvor mindst den ene har været udsendt.

- De fleste kollegastøtter har taget del i samme form for udsendelse, som de kolleger de skal være støtter for. Så de kender de forhold de kolleger de har været udsendt under, fortæller Mogens Vester.

Fuldt beredskab om et år
For mange af de soldater, der bruger ordningen, er det væsentligt at kollegastøtterne er kammerater de deler erfaringer med:

- Vi fornemmer at soldaterne er meget trygge ved at snakke med kollegaer, der har samme erfaringer som dem selv. Det er et ufarligt forum, fordi kollegastøtterne har tavshedspligt og ikke refererer til det officielle system på nogen måde, fortæller Mogens Vester.

Kollegastøtteordningen ligger i forlængelse af forløbet på veterancenteret, og er i skrivende stund etableret ved næsten alle hærens regimenter. Mogens Vester forventer at have et fuldt beredskab implementeret indenfor et år.