[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen

Tøjhusmuseet i København har alle dage indtil lørdag 18. februar en spektakulær opvisning, hvor både historiske og fiktive helte kæmper på liv og død. Der bliver kamp til stregen lover Søren Moesgaard, der er salgs- og kommunikationschef på Statens Forsvarshistoriske Museum.
- Vores show tager udgangspunkt i helte og skurke i historisk sammenhæng. Vi får fortællingen om en af de største danske helte Peder Tordenskiold, som bankede svenskerne, men mistede livet i en ligegyldig duel. Der optræder dog også superhelte fra tegneseriers og filmens verden. Showet bliver opført af professionelle stuntmen. Opvisningen har elementer, der både interesserer børn og voksne, siger Søren Moesgaard. Showet foregår hver dag klokken 11.00 og 13.00. Sidste dag er lørdag 18. februar.
Læs mere her: http://www.thm.dk/events/arr_kom_kal.htm

Forsvars- og garnisonsmuseet i Aalborg har 16. februar en særudstilling, hvor Jægerkorpset viser sit materiel frem samt en film om, hvordan de træner. Desuden kan man indtil 23. februar se moderne udstyr fra Trænregimentet.
Læs mere her: http://www.forsvarsmuseum.dk/dansk/nyheder.html

Længere nordpå i Frederikshavn holder Bangsbo Fort Bunkermuseum åbent i perioden 13-26. februar. Her kan man komme på guidet rundvisning i fæstningsværket, som blev konstrueret af tyskerne, men senere overtaget af det danske forsvar under Den Kolde Krig.
Læs mere her: http://www.bangsbo.com/default.aspx?m=2&i=363

I Sønderjylland på Historiecenter Dybbøl Banke er der også et særligt tilbud i vinterferien. Besøgende kan få et indblik i, hvordan kulden påvirkede soldater i 1864.
- For rigtigt at forstå hvordan vejrliget påvirker både sanseapparat og tankevirksomhed, må vi selvfølgelig selv ud i kulden, så vi marcherer den korte tur til Historiecentrets plateau, hvorfra der er udsigt over den historiske slagmark. Sneen falder, og blæsten finder vej gennem alle sprækker, så man ikke er i tvivl om, hvor kold man kan nå at blive på tre dage under åben himmel, siger Katrine Lundstrøm fra Historiecenter Dybbøl Banke.

Læs mere her: http://www.museum-sonderjylland.dk/SIDERNE/Det-sker/03d-Dybbol-banke.html