[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Hærens Operative Kommando

Med meget kort varsel sendte Danmark 10 erfarne militære observatører til Syrien for at indgå i FN's observatørmission i Syrien (UNSMIS) den 10. maj i år. De 10 ubevæbnede danske officerer har været indsat i forreste linje i FN's observatør-hold, som havde til opgave at overvåge og rapportere om konflikten i landet.

FN's beslutning og de danske observatører
FN's assisterende generalsekretær for fredsbevarende operationer, Edmond Mulet, meddelte den 16. august, at sikkerhedsrådet havde besluttet ikke at forlænge mandatet for observatørmissionen UNSMIS, som derfor udløb søndag den 19. august.

Syv danske FN-observatører er i løbet af sommeren blevet trukket tilbage, fordi FN gradvist har reduceret missionen. To af de tre tilbageværende danske observatører er nu ved at afslutte deres mission og forberede hjemrejsen. De danske observatører returnerer til Danmark i løbet af ugen og vender efter endt ferie tilbage til deres normale tjeneste.

FN beder dansker støtte nyt FN-kontor i Damaskus
FN arbejder nu på at etablere et kontakt-kontor i Damaskus, et 'Liaison Office'. En enkelt af de danske officerer er af FN blevet bedt om at forblive i Syrien. FN ønsker, at han og få andre officerer opretter et 'Liaison Office' i Damaskus og overdrager deres viden og erfaringer til det dette kontor.

Til redaktionerne:
Henvendelser vedr. observatørerne og det danske bidrag til UNSMIS kan rettes til vagthavende presseofficer ved Hærens Operative Kommando, telefon: 7022 1999.