[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Forsvarets Personeltjeneste

Officerskampagnen fra 2011 blev på Direct Marketing Dagen 2012 kåret som vinder af kategorien BtC (Business to Consumer), hvor 59 af 106 fremsendte kampagner var nomineret i kampen om guldet.
Formålet med kampagnen var at positionere forsvarets officersuddannelse som en anderledes lederuddannelse, der rækker langt ud over skrivebordet – også for andre end de, der i forvejen kender forsvaret.

874 ansøgere til officersuddannelsen
Resultatet af kampagnen overgik alle forventninger: Forsvarets Rekruttering modtog 874 ansøgninger til officersuddannelsen (mod forventede 640), der var fuldt hus på introduktionsdagene, 79.478 besøgte kampagnesitet (mod forventede 25.000) og 52.805 gennemførte officerstesten, der satte evnen til at løse opgaver under pres på prøve.

Kampagnen bestod af TV-spots, som stillede en opgave til seeren og opfordrede til at deltage i testen på hjemmesiden. TV blev suppleret af andre medier som fx, facebook, interaktive bannere, emails, posters, flyers og sms, som tilsammen skabte trafik til kampagnesitet og officerstesten.

Også sidste år vandt Forsvarets Rekruttering guld i sammen kategori for uddannelsestesten.