Oksbøls længste infanteriangreb

[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Silas Mortensen Forsvaret Hovedredaktion

En konvoj af lastbiler slanger sig igennem Danmarks største øvelsesterræn ved Oksbøl. På ladene sidder rækker af værnepligtige fra Gardehusarregimentet i Slagelse, i fuld udrustning, slørede i ansigtet og med våben i hånd.

Selvom det er en ukristeligt tidlig aprilmorgen og soldaterne først er kommet i seng efter midnat, og mange af dem tillige har været på vagt i løbet af natten, er de klar til kamp. Foran dem ligger en af de hårdeste opgaver i løbet af deres fire måneders basisuddannelse:

Som såkaldt momentstyrk (dvs. figuranter, der agerer fjende) skal de marchere hele vejen fra den sydlige til den nordlige ende af det 6.500 hektar store øvelsesterræn, der er Danmarks største, i ét langt infanteriangreb.

Det rekordlange angreb indgår i en øvelse for regimentets II Panserinfanteribataljon (PNINFBTN), der træner soldater til udsendelse i Afghanistan i 2013. Det begynder ved daggry i sydkanten af terrænet og slutter efter midnat ved Tyskerstillingen i nordkanten af Oksbøl Øvelsesterræn.

Ikke realistisk uden stor momentstyrke
Panserinfanteribataljonen skal træne forsvar – såkaldt udvigende kamp. Det gælder om at sinke en overlegen fjendes fremmarch, indtil man selv kan modtage forstærkninger eller opnå en taktisk fordel. Og uden en bataljon af værnepligtige til at agere fjendtlig styrke, ville en sådan øvelse være svær at gennemføre i en realistisk ramme.

- Når man træner defensive teknikker, er det typisk fordi modstanderen er 3-4 gange så mange som en selv. Og så stor en styrke ville vi ikke kunne have skaffet andre steder i Hæren. Men en bataljon med to HBU-kompagnier kan være en rigtig god og super fleksibel momentstyrke.

Sådan fortæller kaptajn Martin Sørensen, der er operationsofficer ved II Panserinfanteribataljons stab. Bataljonen har omkring 220 mand og 40 køretøjer aktiveret i dagens øvelse, primært fra IKK-kompagniet (InfanteriKampKøretøj).



Fremmarch med stoppesteder
I lange kolonner på 30-40 mand bevæger de værnepligtige og deres førere sig deling for deling gennem først bakkede klitlandskaber og siden skov og plantage. Panserinfanteribataljonens IKK’er og pansrede mandskabsvogne har forskanset sig i terrænet foran dem.

Hver gang angriberne kommer inden for rækkevidde åbner køretøjerne ild. De omtrent 250 værnepligtige må søge dækning i terrænet, folde kolonnerne ud på lange linjer og besvare ilden. Efter et par minutters ildkamp trækker IKK-kompagniet sig hurtigt tilbage, og angriberne må genformere deres kolonner og marchere videre.

”I udvigende kamp vinder du tid ved at lave små ”stoppesteder”, hvor du holder fjenden stangen. Men han må ikke binde dig: Du skal kunne frigøre og rykke tilbage til en ny forberedt kampstilling, fortæller major Henrik Dupont, der leder HBU-bataljonens angreb.

Ømme fødder og god holdning
Den kølige morgenstund er for længst blevet til en varm og solbeskinnet eftermiddag. De værnepligtige traver kilometer efter kilometer. Fødder bliver ømme, maver rumler, uniformer driver af sved og våben bliver en tung byrde i varmen.

- Panserinfanteribataljonen synes vi skulle køre HBU’erne frem i lastbiler, og så lade dem angribe ”stoppestederne” til fods. Men det havde vi ikke køretøjer til. Så vi fastholdt, at hele angrebet skulle gennemføres til fods, og gav dem den melding, at det skulle de ikke tænke på, fortæller Henrik Dupont, og tilføjer:

- Selvfølgelig var der enkelte værnepligtige, der var pressede undervejs, men deres førere var rigtig motiverede, og det smittede af. Jeg var selv ude og gå med dem, og der var fandeme en god holdning. Det var sindssygt godt!



Kampen mod tiden
Den lange dagsmarch presser mange til kanten af, hvad der normalt forlanges af værnepligtige. Men på trods af det hårde terræn lykkes det for angriberne at holde tidsplanen. Og omkring solnedgang kan de tage et velfortjent aftenhvil og få noget mad indenbords.

- Panserinfanteribataljonen var mere skeptiske overfor tidsplan end vi var. De havde ikke forestillet sig, at HBU’erne var i så god form til angrebet, som de var. De troede vi ville køre trætte før vi gjorde, fortæller Henrik Dupont.

Det sidste angreb
Øvelsen slutter med en af de sværeste manøvrer, værnepligtige bliver udsat for: Samlet ildoverfald i mørke. Klokken er over midnat, Og HBU’erne bevæger sig forsigtigt frem i tæt granskov. Pludselig åbner et tungt maskingevær ild lige foran dem.

Delingerne spreder sig straks ud til alle sider. Delingsførerne råber deres folk af sted og soldaterne kommer ud på de lange skydelinjer. Over flere minutter brager skuddene af sted, både fra soldaternes geværer og panserkompagniets køretøjer, der er forskanset i ekstra velforberedte stillinger.
Mange af de værnepligtige oplever at skyde helt tør for ammunition – flere for eneste gang i løbet af værnepligten. Og når al ammunition er opbrugt, må de dødtrætte værnepligtige famle sig tilbage til deres lejr i mørket, stavrende af udmattelse efter den lange march.



Skal godtgøres i uddannelsesplanen
Øvelser som infanteriangrebet i Oksbøl er ikke en del af Hærens almindelige basisuddannelse. Den fire dages udflugt til Vestjylland, som øvelsen indgik i, er for dyr i både penge, uddannelses- og arbejdstid.

- HBU-fagplanen er meget detaljeret, så egentlig er der hverken tid eller økonomi til en sådan øvelse. Men vi så en mulighed for at støtte panserinfanteribataljonen og samtidig klæde de værnepligtige på med en meget større øvelse end HBU'ere normalt får lov til at deltage i, forklarer Henrik Dupont.

Heldigvis tillader reglerne, at HBU'er kan indgå i sådanne øvelser, så længe det ikke kompromitterer deres uddannelse. Og ifølge Martin Sørensen er det et spørgsmål om at have en fleksibel tankegang om, hvordan man i HBU'en kan få en nyttig oplevelse ud af at indgå som momentstyrke.

- Det handler om, hvorvidt man kan godtgøre, at de værnepligtige får noget ud af det. Det skal designes så man også når noget derovre man ellers skulle have nået derhjemme. I det her tilfælde var det så muligt, at Uddannelsesbataljonen fik stillet bykamps-banen Brikby til rådighed, og derfor kunne gennemføre bykampsmodulet der.

Da bataljonen samtidig primært rekrutterer reaktionsstyrkesoldater til II Panserinfanteribataljon har de værnepligtige, der ønsker kontrakt bliver introduceret til deres kommende enhed, ekstra god nytte af øvelsen.

En oplevelse ud over det sædvanlige
Skal man tro de to officerer er de ekstra omkostninger ved turen fuld ud godtgjort. Ifølge Henrik Dupont var øvelsen en kæmpe uddannelsesfordel for begge bataljoner, og det bekræfter Martin Sørensen:

- Det var især en kæmpe succes for IKK'erne, som oplevede rent faktisk at blive presset i stillingerne, fordi der var så mange folk foran dem. Det er man ikke vant til på de her øvelser. Normalt ligger der langt færre end et HBU-kompagni.

Samtidig understreger Martin Sørensen, der selv som HBU-kompagnichef har gennemført to tilsvarende øvelser før, at det giver de værnepligtige noget ekstraordinært:

- Man kan næppe anfægte, at det er en oplevelse ud over det sædvanlige, slutter kaptajnen.