[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Absalon afgik fra Flådestation Korsør den 16. oktober 2011. Udover den blande fregatbesætning var tre tv-folk fra produktionsselskabet Metronome.

Dokumentarholdet filmede konstant livet og begivenhederne ombord. Kameraerne kørte både under hele den lange tur til Afrikas Horn, under eskorte af skibsfarten i den anbefalede handelsskibsrute i Adenbugten, og naturligvis under patruljeringen af Somalibassinet og den somaliske piratkyst.


Overkonstabel Ana Theresa er en af dem som tv-holdet følger tæt, blandt andet når hun er med i gummibåden. Her er hun dog i aktion på helikopterdækket.

- Ikke mindst den lange aktion i januar, hvor Absalon fangede 25 formodede pirater og befriede 14 gidsler var spændende og rigtig godt TV, fortæller Signe Daubjerg. Hun var journalist og tilrettelægger ombord i den sidste halvdel af togtet.
- Vi fik lov til det hele under aktionen. Og det der imponerede mig mest var, at chefen kunne træffe de rigtige beslutninger i den meget pressede situation.



Chefen var kommandørkaptajn Carsten Fjord-Larsen. En erfaren skibschef når det gælder piratjagt i Det Indiske Ocean.
- For mig var det lærerigt at have et meget vedholdende tv-hold ombord. Deres faglighed var en udfordring; de ville jo helst meget tæt på alle begivenheder – hele tiden. Respekt for det, for de vil jo bare fortælle den bedste historie.

Mød journalisten Signe Daubjerg og hør om skibets indtryk af dokumentarholdet på forsvarskanalen.