[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Kommunikationsafdelingen.

Sønderborg Kasernes historie er tæt forbundet med Sønderjyllands historie. Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 fik afgørende betydning for Sønderborg som garnisonsby.

Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland en afsides provins i Tyskland. Den nuværende sergentskole blev bygget af den tyske marine og stod færdig i 1912. I 1920 blev grænsen mellem Danmark og Tyskland reguleret ved en folkeafstemning, og Sønderborg blev nu igen en del af Danmark. Efter genforeningen var der politisk enighed om, at forsvaret skulle have garnisoner i de hjemvendte landsdele. Det var naturligt at bruge den tyskbyggede marinestation i Sønderborg som dansk kaserne. I de første år efter genforeningen blev faciliteterne benyttet af forskellige stabe og hærenheder. 1. oktober 1926 blev fodfolkets sergentskole flyttet fra Aarhus til Sønderborg.



Siden har uddannelse af sergenter og befalingsmænd været hovedopgaven på Sønderborg Kaserne. Arbejdet blev afbrudt under besættelsen. I 1942 beordrede tyskerne alle danske garnisoner i Jylland flyttet til Fyn og Sjælland, så fra 15. november 1942 indtil 22. juli 1945 var der ikke danske soldater i Sønderborg. Igennem 1970’erne og 1990’erne blev kasernen renoveret og moderniseret.  Første gang der var tale om at flytte sergentskolen fra Sønderborg var op til forsvarsforliget i 1989. Der rejste sig en storm af protester i byen og i forsvarsforliget i 1995 blev planerne om at flytte sergentskolen skrinlagt. I 1997 fik den navnet Hærens Sergentskole. Skolen uddanner hver år 5-600 sergentelever. I går besluttede et bredt flertal i folketinget at flytte sergentuddannelsen til Varde. I forvejen bor Danske Artilleriregiment og Hærens Center for Ildstøtte, ISTAR og CIMIC i Varde. 

Læs mere om varde Kaserne her

Dybbøldag
Fra Sønderborg kaserne har man udsigt til Dybbøl Banke, der var slagmark både under Treårskrigen 1848-50 og under krigen i 1864. De historiske begivenheder har spillet en stor rolle i sergentskolens identitet. Hvert år er sergenteleverne med i mindehøjtideligheder for slagene ved Dybbøl 18. april 1864 og ved Als 29. juni 1864. Siden 2001 har tyske enheder også deltaget i kranselæggelser ved mindesmærkerne for slagene.



Læs mere om Sønderborgs historie som garnisonsby her

Fakta om kasernen

Se indslag om sergentuddannelsen.