[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Kim Vibe Michelsen, Forsvarskommandoen.

" Jeg må indrømme, at personligt havde jeg et forudindtaget negativt billede af den afghanske hærs soldater. Et billede af nogle soldater med primitiv adfærd, dårlig uddannelse og ringe disciplin. Efter denne operation har dette billede ændret sig radikalt. Jeg blev ganske overrasket over dem og deres formåen," siger Kim Søndergaard Pultz Sylvestersen, der er sergent og kommandør på et infanterikampkøretøj i det danske Viking kompagni i Helmand.



Siden september 2012 har den afghanske hær i stigende grad overtaget ansvaret for at udføre og planlægge operationer selvstændigt, mens danskerne og de andre ISAF styrker hovedsageligt er med for at støtte, hvis noget går galt. 

"De afghanske soldater vi så under operationen, var velorganiserede og disciplinerede. De var klar over hvor fjenden var , og hvordan de skulle agere i forhold til ham. De virkede professionelle både i deres opførsel og deres udførelse af opgaverne," siger Kim Søndergaard Pultz Sylvestersen.



ISAF har kun ansvaret i mindre dele af landet
I dag bor 85 procent af Afghanistans befolkning i områder, hvor den afghanske hær står for sikkerheden, mens ISAF stadig står for resten, der primært ligger i svært tilgængelige områder i landdistrikterne. I løbet af 2013 skal afghanerne også selv klare det der.

"Lige nu kan den afganske hær til enhver tid nedkæmpe fjenden, når de møder ham. De kan også planlægge og gennemføre operationer næsten selvstændigt. Vi har endda set dem udføre svære specialoperationer uden hjælp." fortæller brigadegeneral Flemming Agerskov, der er chef for Antiterror og antikorruptions enheden i ISAFs hovedkvarter.



Ifølge ham vil en fuld overdragelse af de sidste 93 distrikter til den afghanske hær formentligt kunne gå i gang allerede i midten af i år. Derefter vil ISAF primært skulle være i  en ren støtterolle, hvor de skal hjælpe afghanerne med flystøtte, helikopterevakuering af sårede og logistik.

Du kan læse om den fælles dansk/afghanske operation her

Du kan se en film om den danske træning af den afghanske hær her