[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Af Carsten Randers, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste
Foto: Michael Sand


I 1903 opkøbte staten ca. halvdelen af det store hede areal, der i dag er kendt som Borrislejren og Borris Skydeterræn. Siden er der opkøbt mere jord, og i alt er området nu på over 4.700 hektar, som Forsvaret benytter til skydninger og øvelser.

I anledning af Borrislejrens 110-års jubilæum er lejr og skydeterræn åbent for alle interesserede søndag 18. august fra kl. 10. Her vil der i løbet af dagen blandt andet være mulighed for at se indkvarterings- og våbenrum, ligesom der vil blive informeret om, hvordan samspillet mellem den militære brug og den fredede natur foregår. Der vil være mulighed for at se en fotoudstilling med unikke naturbilleder fra terrænet, ligesom der vil være flere guidede busture i løbet af dagen i skydeterrænet, der for størstedelens vedkommende er omfattet af den internationale Natura 2000-beskyttelse.


Terrænet er levested for en række højt prioriterede og internationalt beskyttede arter af både insekter, fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr og ligeledes mange både sjældne og almindelige og egnskarakteristiske plante- og dyrearter. Hertil kommer værdien af det karakteristiske, åbne hedelandskab og en række vigtige fortids- og kulturminder, herunder 14 relativt velbevarede gravhøje.

KFUM’s Soldaterhjem vil være åbent for køb af forfriskninger fra kl. 10-15.

PROGRAM:

Kl. 10.30-12.30   Guidet bustur i skydeterræn (Max. 50 pers.)
Kl. 13-13.45  Velkomst, samt information om arealplanlægning og forvaltning,    konkrete projekter i skydeterrænet, afvejning mellem militær og natur.
Kl. 13-16.30  Fotoudstilling
Kl. 13-16.30  Indkvartering, pudse- og våbenrum er åbne for besigtigelse
Kl. 14-16  Guidet bustur i skydeterræn (Max. 100 pers.)
Kl. 14.30-16.30  Guidet bustur i skydeterræn (Max. 50 pers.)