[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Søværnets Operative Kommando

Efter at piraternes aktiviteter i Det Indiske Ocean nu er faldet betragteligt, har de internationale flådestyrker i området fået bedre muligheder for at etablere samarbejde med somaliske ledere og myndigheder. Dialog og gensidig information mellem flådestyrkerne i Det Indiske Ocean og lokale myndigheder i Somalia er nemlig et vigtigt skridt på vejen til at forbedre den maritime sikkerhed i området. Også den danske fregat Iver Huitfeldt deltager i denne opgave, der kaldes Local Leadership Engagement.

Fortsatte drøftelser
For et par uger siden havde Iver Huitfeldt et møde med fremtrædende ledere fra byen Hobyo, og i denne uge fortsatte dialogen. På mødet, der blev holdt om bord på Iver Huitfeldt, drøftedes blandt andet et igangsat havneprojekt, mulighederne for støtte til uddannelse af en lokal kystvagt og muligheden for lægehjælp til indbyggerne i det isolerede samfund på kysten. Mødet fandt sted i forbindelse med, at Iver Huitfeldt i øjeblikket patruljerer ud for den somaliske kyst.

Efter et succesfuldt møde har Iver Huitfeldt givet stafetten videre til kommandoskibet for flådestyrken Combined Taskforce 508, som vil fortsætte dialogen, baseret på kontakter, som Iver Huitfeldt har skabt.

Se indslag fra det første møde mellem Iver Huitfeldt og somaliske ledere.