[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af HOK Presse

Med deltagelse af omkring 850 personer, hvoraf der var plads til cirka 150 i Veng Klosterkirke i Skanderborg, tog jægersoldat, oversergent René Brink Jakobsens familie, pårørende, venner og kolleger i dag afsked med en mand, der i alle livets forhold var nærværende.

Forsvarets øverste chefer, forsvarsminister Nick Hækkerup og forsvarschef, general Peter Bartram samt chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos og Renés egen chef, oberstløjtnant Claus Aksel Vammen, var ligeledes til stede for at vise medfølelse og sympati med Renés efterladte og respekt for den døde.

Det var feltpræst ved Jægerkorpset og Renés gode ven, Oral-Franciz Valgaard Shaw, der forestod bisættelsen. Og med det gode kendskab, han har til René, var det helt entydigt, at bisættelsens prædiken måtte tage udgangspunkt i Bjergprædiken fra Matthæusevangeliet i Det nye Testamente. Her taler Jesus om nærvær og menneskeligt overskud til at hjælpe andre.

”Det, vi møder i Bjergprædiken, er en koncentreret samling af de tanker, Jesus havde, og som han forsøgte at dele med sin samtid, men som han også havde et klart ønske om at dele med os, som lever i dag, tanker om at dele alt med alle, at tage fælles ansvar for hinanden, at tage vare på de faderløse, enkerne og de fattige, kort sagt det, vi også kender som næstekærlighed,” sagde Oral-Franciz Valgaard Shaw.

”Jeg aner egentlig slet ikke, om det var lige præcis den vinkel, der var relevant for René – men efter hvad I (Renés enke og pårørende, red.) fortalte mig forleden dag, og efter hvad drengene fra Jægerkorpset også har fortalt mig, delte Rene på mange punkter – lige som så mange andre – det samme menneskesyn som Jesus.”

Feltpræsten sagde videre:

”Grundet Renés positive og altid store engagement og interesse for de projekter, han gav sig i kast med, blev det derfor også til en lang række af venskaber og gode arbejdsrelationer både her i landet og i udlandet.

”I det hele taget så kunne René godt lide udfordringer. Men der blev også tid til de lidt mere rolige og eftertænksomme stunder, så som når han gik på jagt, eller havjagt, gik tur med hundene, eller tog en tur i kajakken, hvor naturen blev gransket og nydt i fulde drag.

”Der var en spontanitet og en livsglæde forbundet med René, en spontanitet og en livsglæde, som var meget smittende. ”Han var lidt skør, på sin egen dejlige måde” som I sagde, ja, jeg fik tydeligt en følelse af, at livet, som det nu var for René, skulle leves og bruges.

”Man kan sige, at hos René, var der en god balance mellem arbejde, privatliv og fritid. Han formåede at finde tid til det hele, uden at nogen, eller noget blev forsømt.”

Læs Oral-Franciz Valgaard Shaws prædiken i sin fulde længde her.

En god ven af familien og jægerkammerat, Larry, Renés far og mor, søster og bror holdt mindetaler ved kisten, før de samledes til et traktement med familie, venner og indbudte gæster for at mindes René Brink Jakobsen, der blev dræbt af en sprængladning under en patrulje i Upper Gereshk Valley i Afghanistan sent om aftenen (dansk tid) den 2. januar.

Han blev 39 år.