[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Forsvarskommandoen

Small Planet Airlines flyver i denne uge danske soldater til Afghanistan. Det sker efter, at en planlagt flyvning i sidste uge blev aflyst. Aflysningen kom, idet der var skabt forvirring omkring bl.a. sikkerheden hos Small Planet Airlines. Forvirringen opstod grundet en artikel i internetmagasinet Check-In.dk, der bl.a. hævdede, at selskabet ikke levede op til internationale sikkerhedsstandarder. Det er forkert. Forsvaret har kontrolleret selskabets certificeringer og piloternes træningsmanualer og har konstateret, at Small Planet Airlines flyver efter internationale (europæiske) flystandarder og sikkerhedscertificeringer, samt at piloterne har den erfaring, som forsvaret kræver.

Small Planet Airlines er registreret og godkendt af det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA). EASA kontrollerer, at flyselskaber bosiddende i Europa, eller som beflyver europæiske lufthavne, opfylder alle krav til sikkerhed, luftdygtighed og vedligeholdelse af fly samt uddannelse af piloter. Artiklen i Check-In.dk blander en kommerciel organisation for flyselskaber – IATA – og deres IOSA-certificering sammen med flysikkerhed. IOSA-certificering drejer sig ikke om flysikkerhed, men gør det blandt andet nemmere for flyselskaber at samarbejde.

Forsvaret har desuden sikret sig, at fartøjschefer, der flyver for forsvaret, har mindst 1000 flyvetimer på flytypen og tilsvarende 500 timer for co-piloter. Ofte har piloterne endnu mere erfaring. Der har ligeledes været påstande om, at piloterne modtog lønninger på ned til 11,- kr. i i timen.. Lønningerne i Litauen er lavere end i Danmark, men de piloter, der kommer til at flyve med danske soldater, er ikke underbetalte, hvilket også er garanteret i kontrakten. Forsvarskommandoen har indgået aftale med DSV om arbejdsklausul som tillæg til aftalen om anvendelse af Small Planet Airlines. Klausulen har virkning for alle de aftalte flyvninger med Small Planet Airlines og tilsikrer medarbejderne, der er beskæftiget med flyvninger for forsvaret, løn- og ansættelsesvilkår der ikke er ringere end for tilsvarende opgaver i Litauen. Small Planet Airlines har oplyst til DSV, at gennemsnitslønningerne for cirka 50 flyvetimer per måned for en kaptajn og en co-pilot er hhv. 5800 euro og 3300 euro.

Small Planet Airlines har fly af typen Airbus 320 til rådighed. Det er et nyere fly, end forsvaret anvendte tidligere. Flyet har tillige flere sæder, hvilket giver større operativ fleksibilitet. I nogle tilfælde betyder det også en kortere rejsetid for soldaterne.

Small Planet Airlines flyver den første flyvning til Afghanistan for forsvaret på onsdag.