[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Forsvarskommandoen

Forsvarschefen er i øjeblikket på besøg i Mali, hvor et dansk Hercules-fly støtter den franskledede Operation Serval i Mali. Operationen har til formål at bekæmpe de oprørsstyrker, der truer landets sikkerhed. Det danske fly og besætning flyver dagligt gods, soldater og fødevarer rundt i det vestafrikanske land.

- At et bidrag på kun 26 soldater og et fly har fået så stor indflydelse kan klart tilskrives den store professionalisme, som soldaterne udviser. Det er jeg blevet bekræftet i af både civile og militære repræsentanter, siger forsvarschef, general Peter Bartram.

I dag hentede det danske fly soldater fra Frankrig og Mali ud fra deres operationsområde og retur til hovedstaden i Mali, Bamako.
 
- Det danske Hercules-fly er skræddersyet til denne slags operationer. Vi kan lette og lande på både grus og græs i fjerne og ellers ufremkommelige områder. Samtidig opererer det danske fly uden forbehold for hvilke opgaver, det må løse.  Det har man helt klart set fra det franske hovedkvarters side, hvorfor vi virkelig bliver brugt, siger chefen for flybidraget, Hans K. Skovmose med flyvernavnet HOK.

Forsvarschefen er imponeret over dagens gennemførte operation.

- Som dansker bliver man umådelig stolt over, at vi er med til at hjælpe i denne konflikt. At se trætte soldater fra andre nationer gå om bord i et dansk Hercules-fly er et godt eksempel på, hvordan forsvaret de senere år er blevet gode til at få vores enheder koblet ind i multinationale operationer, siger forsvarschefen.

Det danske Hercules-fly har politisk mandat til at forblive i missionen til midten af juli, men det forventes, at flyet trækkes hjem inden da.