[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Jan Schelbech, Forsvarets Hovedredaktion

Blandt delstaterne i det tidligere Jugoslavien var Bosnien-Hercegovina det område, hvor befolkningsgrupperne levede tættest sammen. Da krigens regnskab blev gjort op havde cirka  100.000 mennesker mistet livet og to millioner havde forladt deres hjem. Dayton-aftalen fra december 1995 bragte freden til landet, men forsoningen lod vente på sig.

Manglende tillid mellem de tre største befolkningsgrupper er fortsat med til at forsinke opbygningen af en velfungerende stat, men der er heldigvis lyspunkter. Ikke mindst det danskstøttede internationale militære uddannelsescenter – Peace Support Operations Training Centre (PSOTC) i Sarajevo.

Centeret blev oprettet i maj 2003 på britisk initiativ og med dansk støtte. Og Danmark har sat væsentlige fingeraftryk på uddannelsescenteret. Ikke mindst i kraft af, at to danske officerer var chefer for PSOTC igennem opstartsfasen og frem til 2009. 

Vigtig reform
Et vigtigt skridt i forsoningsprocessen mellem de etniske grupper blev taget i 2007. Her vedtog det bosniske parlament en lov, der samlede de væbnede styrker fra Føderationshæren og Republika Srpska til et samlet forsvar i Bosnien-Herzegovina. Her fik uddannelsescenteret en væsentlig rolle.

- Forsvarsreformen er stadig en af de mest positive forsoningshistorier i Bosnien. Og det er stortset det eneste sted i statsadministrationen, hvor det er en samlet myndighed for alle etniciteter. Vores arbejdede understøttede fint den reform, der blev gennemført, siger brigadegeneral Michael Lollesgaard, der var chef for PSOTC uddannelsescenteret fra 2007-2009.

Tidligere fjender, der havde skudt på hinanden under den brutale borgerkrig ,blev nu samlet under fælles fane og skulle samarbejde. Her blev Michal Lollesgaard og hans ca. 50 mand store lærerstab i uddannelsescenteret en katalysator for samarbejde og forsoning. Og der var højt til loftet og et økonomisk råderum fra de 18 lande, der var bidragsydere til Peace Support Operation Training Centre.



Ud ved enhederne

Et centralt omdrejningspunkt var bl.a. et stabskursus for yngre officerer. Og undervisningsniveauet var på et højt internationalt niveau. I nogle tilfælde højere end på den danske videreuddannelse for officerer på VUT 1 på de danske officersskoler.

- for at forstærke forsoningsprocessen og samarbejde mellem de etniske grupper, etablerede vi også mobile uddannelseshold. Her tog jeg ud til enheder med mine medarbejdere, og så uddannede vi brigader dernede med serbere, kroater og bosniakker. Vi prøvede at samle og arbejde med dem. I 14. dage lavede vi stabsarbejde meget tæt og koncentreret. Det understøttede arbejdet vi udførte på skolen., fortæller Michael Lollesgaard. 

NATOs blå stempel
Det næste skridt i udviklingen blev, at PSOTC blev omdrejningspunkt for peace support training for hele Balkan og anerkendt af NATO som ”Partnerskab for fred” (PFP) trænings- og uddannelsescenter. I 2008 kom den endelige blåstempling af centerets indsats.

- Det var ret stort for os, da NATO officielt godkendte centeret som PFP uddannelsescenter, siger Michael Lollesgaard.

Sidenhen har Bosniske stabsofficerer været udsendt sammen med de danske styrker i Afghanistan. Det har banet vejen for, at en bosnisk bevogtningsenhed i dag er en del af ISAF og beskytter danske soldater og deres kolleger i MOB Price i Helmand, når de er i lejren. En enhed, som Michael Lollesgaard selv godkender i forbindelse jobbet som chef for 1. Brigade med ansvaret for uddannelse af hærens styrkebidrag til internationale operationer. Og der er mere bosnisk hjælp på vej til dansk forsvar.

- Jeg har bedt PSOTC om at lave et kursus til 1. Brigade i FN-operationer i 2013, så vi kan blive omskolet fra en Afghanistan-tankegang og til en FN-tankegang. De har nogle virkeligt dygtige instruktører dernede, der kan hjælpe os til at genindføre FN-tankegang og forståelse igen i den danske hær, siger Michael Lollesgaard.