[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karl André Pedersen, HOK

De ti danske soldater, alle fra DCM-kompagniet (et mobilt kommunikations- og signalmodul) i Haderslev var med til at sikre et velfungerende kommunikationsnetværk i det sydlige Tyrkiet. De har spillet en vigtig rolle i NATOs mulighed for at overvåge al aktivitet omkring grænsen til det krigshærgede naboland, Syrien, så man derudfra kunne vurdere hvor – og hvorvidt – man skulle rykke ind.

Detachementsføreren, oversergent Klaus Frisk, forklarer, at det er en noget underlig følelse at kunne se militær aktivitet i området, uden selv at være i stand til at stille noget op.

- Her har det været vigtigt, at vi sørgede for en velfungerende og optimeret kommunikationslinje, så vores allierede kunne stole på de leverede oplysninger og kunne drage til handling derfra. Skærmene viser dog blot aktiviteten og ikke nødvendigvis præcist, hvad der foregår, så på den måde er det lidt som et gammelt computerspil med prikker, der flytter sig.

En vigtig ting for det danske DCM-bidrag har været at kunne integrere sig fuldt ud med de øvrige NATO-styrker, da god kommunikation og samarbejde er i absolut fokus.

- Vi er rigtig gode til at indgå i en udenlandsk enhed og være i stand til at levere en teknisk løsning tilpasset netop den. Vi indgår i de allierede enheder, så de ser os som en naturlig del af sig selv.

Detachementsfører, oversergent Klaus Frisk, er glad for at være hjemme igen, selvom han kommer til at savne arbejdet.

Klaus Frisk synes generelt, at det har været en speciel og meget interessant opgave, og selvom missionen har givet enheden muligheden for at møde blandt andre Danmarks forsvarsminister, Nick Hækkerup, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, er han dog glad for nu at være hjemme igen.

- Det er en lidt underlig følelse at være hjemme igen, og jeg er da trist over ikke at skulle arbejde sammen med mine folk i morgen. Samtidigt er jeg dog utroligt glad for nu at være hjemme hos min højt elskede hustru.