[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

- Heldigvis er danskerne lige så gode til engelsk, som de er til at håndtere et gevær, lød det lettet fra chefsergent Eduardo Hertado, efter han havde været indsat med de danske hjemmeværnssoldater under en patruljeøvelse i Custer State Park.


37 hjemmeværnssoldater og en ingeniørdeling fra hæren har været med i Golden Coyote, som i alt har 4500 deltagere. De fleste kommer fra den amerikanske National Guard, men der er også soldater fra Australien, New Zealand, England og Canada. Øvelsen foregår i det område, hvor den berømte general Custer og det 7. kavaleri i 1876 blev nedkæmpet af sioux-, lakota- og cheyenneindianerne. Så galt er det ikke gået for hjemmeværnets deltagere. De amerikanske værter var tilfredse med danskernes militære færdigheder, og det gik også fint med at kommunikere på engelsk.

Hjemmeværnet og forsvaret indgik i december 2012 en samarbejdsaftale med National Guard, der står for øvelsen. Hjemmeværnets enheder har under Golden Coyote løst opgaver, der er kendt fra den nationale og internationale opgaveportefølje, som f.eks. bevogtning og førstehjælp. Øvelsen har givet hjemmeværnssoldaterne værdifulde erfaringer i multinationalt samarbejde. Samtidig kommer den på et tidspunkt, hvor hjemmeværnet ikke længere har soldater udsendt i Kosovo eller Afghanistan.

Se et indslag fra Golden Coyote nedenfor.