[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Lars Skjoldan / FTK

- Du har set hunden, ikke?
Det er ikke en sætning, man hører ofte i hovedtelefonerne, når fartøjschef og andenpilot taler sammen i forbindelse med, at de taxier deres fly ud til startbanen. Men sådan er Afrika.


Hunden, der sover ved flyet i Dakars lufthavn er ikke et særsyn. Faktisk er der en del vilde hunde inde på området. Men hvor man i Danmark har folk ansat til at regulere vildt og fugle på flyvestationerne, har man et anderledes afslappet forhold til flyvesikkerhed i Afrika.
- Der er blevet set geder og andre dyr på selve landingsbanerne i både Gao og Kidal, og på et tidspunkt, da vi skulle lette fra Tessalit, kunne vi se to dromedarer, der løb langs banen, forklarer GOL, som er fartøjschef.
- Det er ikke rigtig noget, vi kan gøre noget ved. Vi gør det, at vi flyver hen over banen, før vi lander, så vi lige kan gøre opmærksom på, at vi kommer og sikre os, at banen er ryddet for dyr og køretøjer, siger TAE, som er andenpilot på flyet.

Store kontraster
Afrika er fremmed for de danske soldater på mange måder, men de fleste af dem er positive.
- Forleden havde Dakar den marokkanske konge på besøg. Det var tilsyneladende en årsag til fest, for alle vi så var klædt festligt på, og der var helt fantastisk mange mennesker, der var mødt op ude ved lufthavnen for at tage imod ham, forklarer Palle, som er loadmaster på den danske Hercules.
På den korte køretur fra indkvarteringen til den base, som flyet står på, kommer soldaterne både forbi smukke villaer med fantastisk havudsigt og igennem slum, hvor der ikke synes at være nogen form for system i bebyggelserne.
- De mennesker vi møder er glade og imødekommende, fortæller Palle og fortsætter.
- Og selv dem, der ikke ser ud til at have noget som helst, er pæne i tøjet, smiler og er enormt gæstfrie.
Gæstfriheden er i det hele taget noget, de fleste af detachementets medarbejdere taler om.
- Jeg læste forleden, at Senegal ligger nummer fem på World Economic Forums liste over de mest venlige lande i verden. Det kan vi godt skrive under på, siger TAE.