[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Forsvarskommandoen

Militæransatte i Forsvaret var stillet i udsigt, at deres fremtidige situation ville blive afklaret omkring 1. september 2013.

Planen for gennemførelse af processen for afskedigelse af militæransatte blev desværre forsinket. Det har forståeligt nok givet anledning til frustration og bekymring hos de ansatte, der stadig venter på en afklaring. Men det har været vigtigt at sikre, at grundlaget for processen er gennemarbejdet, så processen kan gennemføres sagligt og med størst mulig hensyntagen til alle involverede.

Du kan læse retningslinjerne for gennemførelse af personeltilpasninger på HR-portalen på Forsvarets intranet.  

Forsvarskommandoen forventes i løbet af den næste uge at træffe beslutning om, hvorvidt processen for afskedigelse af militæransatte gennemføres i 2013. Hvis det fornødne grundlag er til stede for at gennemføre processen, vil de overordnede linjer i tidsplanen forventeligt se ud som nedenfor.

* Primo december: FPT udsender direktiv for afskedigelsesprocessen.
* Primo februar: Partshøringer udleveres til ansatte.
* Primo marts: Indstillinger om afskedigelser sendes til Forsvarsministeriet.