[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Mikkel Mørk, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste

310 millioner kroner. Så meget bruges der årligt på energi i Forsvaret. Derfor er der fornuft i at finde steder, hvor der kan spares på energien. Selvom Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjenestes (FBE) Energisektion længe har sagt ”Luk, sluk, skru ned. Det’ en ordre!”, kan det være nødvendigt at tage tekniske hjælpemidler i brug.

Derfor kunne Forsvarets hidtil største CTS-anlæg indvies 13. juni. Anlægget består af ikke mindre end 15.000 målepunkter fordelt på 750 rum, der styres og overvåges af anlægget. Anlægget kan, via de mange målepunkter, betjenes fra en computer, hvorved temperaturen i det enkelte rum kan justeres alt efter behov, ligesom der eksempelvis kan tændes og slukkes for lyset og ventilationen.
CTS-anlægget forventes at kunne reducere Aalborg Kaserners strømforbrug med 10-30 %. Derfor vil investeringen på 20.000.000 kroner være tjent ind i løbet af 10-15 år.

Det var forståeligt nok to meget tilfredse modtagere – repræsenteret ved henholdsvis garnisonskommandant Flemming Larsen og leder af FBE Lokalstøtteelement Aalborg Kaserner – der fik overdraget anlægget af FBE’s stabschef, brigadegeneral Claus Uttrup. Flemming Larsen udtrykte stolthed over at Aalborg Kaserner er blevet udvalgt til at være det ene af de to ”Grønne Etablissementer”, og derved kan være frontløber i forhold til at udvikle Forsvaret i en grønnere retning.

- Foruden at spare på energien, skal CTS-anlægget bidrage til at opfylde Forsvarsministeriets klima- og energistrategi, som blandt andet stiller krav om energieffektiviseringer i bygninger, sagde FBE’s stabschef, brigadegeneral Claus Uttrup i sin tale ved overdragelsen.

Derfor går anlægget også godt i tråd med klima- og energistrategien, der også stiller krav om, at der inden 2015 er installeret og implementeret en sådan fjernaflæsning i en fjerdedel af de bygninger, hvori det er rentabelt.

- Det går i tråd med projekt ”Grønne Etablissementer”, da systemet netop kan understøtte fremtidige investeringer. Ligesom systemet kan danne grundlag for, hvor og hvordan der skal sættes ind for at opnå energibesparelser, fortsatte Claus Uttrup.

Således blev endnu et stort skridt i ”Grønne Etablissementer” taget.

- Det næste som sker på Aalborg Kaserner, bliver en energimærkning af alle bygninger. Det hele giver god mening. Både for miljøet, for Forsvarets økonomi og for vores allesammens skattekroner, udtalte CH-LSE Aalborg, Flemming Rosenskjold.