[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af KL Ulla Jensen, Vedligeholdelsesofficer på Vædderen

Torsdag den 8. marts ankom Inspektionsskibet Vædderen til adoptionsbyen Tvøroyri på Færøernes sydligste ø Suderoy.

3. Besætning, som er om bord i Vædderen, tog af sted på togt fra Danmark den 31. januar og har siden haft et travlt togt, blandt andet med to ugers øvelsesdeltagelse i Norge samt en efterfølgende periode med oplæring af en chefelev. Besætningen havde derfor set frem til opholdet i Tvøroyri, der blev set som et velfortjent pusterum, inden skibet skal gøres klar til overlevering til den næste besætning. Opholdet blev derfor anvendt til rekreative aktiviteter både indendørs og udendørs, blandt andet med fodboldspil på byens nye kunstgræsbane. Udover de rekreative indslag var der desuden tilrettelagt et par officielle arrangementer til afholdelse i forbindelse med havneopholdet. 

Om lørdagen den 10. marts var chefen og 20 besætningsmedlemmer inviteret til officiel middag i byens sportshal, hvor der blev serveret en overdådig buffet med både danske og lokale specialiteter. Alle skibets deltagere i middagsarrangementet havde en meget hyggelig aften i selskab med blandt andet borgmesteren, sygehusdirektøren og en række byrådsmedlemmer, hvorunder det nære venskab med adoptionsbyen blev yderligere udbygget.


Opholdet var primært arrangeret som erstatning for det ellers traditionsrige fastelavnsbesøg, som i år var bortfaldet pga. Vædderens deltagelse i øvelsesaktiviteterne i Norge. Men byens børn skulle selvfølgelig ikke snydes for et arrangement af den grund. Derfor var der om eftermiddagen, søndag den 11. marts, arrangeret åbent skib for byens borgere, hvor børnene kunne forlyste sig med blandt andet skibets hjemmelavede flødebollekaste-maskine, som var et meget stort hit, og brandslanger, ligesom de fik mulighed for både at se og røre ved skibets forskellige våben, som fik mange drengeøjne til at stråle.
 
Eftermiddagsarrangementet resulterede i ca. 250 besøgende, som blev bespist med wienerbrød, boller og varm kakao samt en betragtelig mængde flødeboller.