[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Vickie Lind, Forsvarskommandoen

I modsætning til de øvrige kamptropper, så bliver kampvognene tilbage i Afghanistan. Fremadrettet skal de operere fra camp Bastion. De får en vigtig rolle, fordi ISAF lukker baser og ikke længere er repræsenteret i mange forskellige områder af Helmand. Derfor kender styrkerne ikke situationen så godt lokalt, som de gjorde før. 
- Modvægten mod usikkerhed er at køre i en slagkraftig våbenplatform og have rigtig god pansring. Så er vi stærkere til at håndtere, hvad der lige måtte dukke op, siger oberst Anders Mærkedahl Pedersen, der er chef for ISAF 15.

Det danske bidrag er på fem kampvogne, hvor tre er operative og to er reserve.
- Kampvognene kan køre ud forholdsvis hurtigt til et område, der skal bruge hjælp med det samme, og på relativt kort tid kan vi skabe ro, det er der ikke nogen tvivl om. Man skal være en meget modig insurgent, hvis man tager kampen op med en AK-47 og en kjole, siger premierløjtnant Christian, der er delingsfører i kampvognsdelingen.


Premierløjtnant Christian, der er delingsfører for kampvognene.

Fakta
Nuværende kampvognsdeling rejser hjem om kort tid og bliver afløst af en ny deling fra Jydske Dragonregiment i Holstebro.

Hold 16 starter i august og slutter til februar 2014. Holdet består af kampvognsdelingen, ingeniører, stabs- og logistikelement, forsyningselement, eskorteelement, EW detachement, Task Force 7 og POMLT, der er sikringsstyrke for politimentorer og opererer frem til oktober og i øvrigt stadig holder til i Camp Price.

Se indslag om de danske kampvogne i Afghanistan her.