[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Kommunikationsafdelingen

Kasernen i Vordingborg kan i 2013 fejre sit 100 års jubilæum. Og efter længere tids usikkerhed om kasernens fremtid blev det mandag klart, at den runde fødselsdag dag ikke bliver den sidste. Kasernen mister nogle af sine nuværende enheder, men nye kommer til.

Det første spadestik til den nuværende kaserne blev taget i 1912, og allerede i januar 1913 ankom 5. regiment, der blev flyttet fra Nyborg. Den fynske by mistede dermed sin status som garnisonsby. 5. regiment flyttede til Vordingborg inden den nye kaserne var færdig, så de soldater, der mødte for at aftjene værnepligt i april 1913 blev indledningsvist indkvarteret hos byens borgere. Flytningen til Vordingborg var blevet fremskyndet på grund af den spændte udenrigspolitiske situation op til Første Verdenskrig.



Vordingborg Kaserne er blevet udbygget i flere omgange, ikke mindst i 1950’erne. Og da kasernen i 1963 fejrede 50 års jubilæum, var den en af landets største kaserner. Frem til 1976 var Vordingborg Kaserne garnison for 5. regiment, der dog skiftede navn til Falsterske Fodregiment i 1961. I 1976 blev Falsterske Fodregiment lagt sammen med Danske Livregiment, der blev alene på kasernen i 1981, da det Falsterske Regiment blev endelig nedlagt.



Administrationsbygningen på Vordingsborg Kaserne stod færdig i 1914.


I 1994 fik Vordingborg Kaserne for første gang en særlig rolle i det dengang nye forstærkede danske internationale engagement, da Danmarks Internationale Brigade (DIB) fik hovedkvarter på kasernen. Brigaden var hjemhørende på kasernen frem til 2005, da den blev nedlagt.

I 2000 sagde Vordingborg farvel til Danske Livregiment, da det sammen med Sjællandske Livregiment blev lagt sammen med Gardehusarregimentet og flyttet til Antvorskov Kaserne ved Slagelse.

Siden 2001 har Vordingborg Kaserne været hjemsted for Det Danske Internationale Logistik Center og dermed spillet en central rolle i det store apparat, der har støttet og forsynet danske soldater på Balkan, i Irak og i Afghanistan.

Aftalen på forsvarsområdet 2013-2017 betyder, at Det Nationale støttedepot, der er en del af DANILOG, flytter fra Vordingborg til Skrydstrup, hvor det integreres med forsvarets depot der. Og at terminalenheden og transportenheden fra DANILOG flyttes til Karup. Men aftalen betyder også, at DANILOGs to nationale støttebataljoner bliver på Vordingborg Kaserne, og det glæder kaptajn Niels Brandt, der er presseofficer ved DANILOG.

-Vi har den ene arm oppe i dag. De to bataljoner er den mest mandskabstunge del af DANILOG, så der er rigtigt mange mennesker, der er glade for, at de ikke skal flytte, siger Niels Brandt.

Ud over de to nationale støttebataljoner bliver Vordingborg Kaserne i fremtiden også hjemsted for Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster og Hjemmeværnsskolens Uddannelsescenter Sydsjælland, der flyttes til Vordingborg fra den nærliggende Stensved Kaserne.

Det er endnu ikke klart, hvordan processen om flytning af enheder til og fra Vordingborg Kaserne kommer til at forløbe.