[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Lars Bøgh Vinther, Forsvarskommandoen

Det var blæsende og koldt da fregatten ved syvtiden mandag morgen lagde til kaj ved Nordre Toldbod i København. Op på formiddagen fik besætningen dog varmen igen under reception i helikopterhangaren. Rederiet Torm havde undtagelsesvist fået lov at byde på vin og kransekage, og dermed sige mange tak for besætningens indsats under piratangrebet mod Torm Kristina den 15. december.

- Da vi fik meldingen om angrebet kontaktede vi hurtigt pårørende. Vi var alle stærkt bekymrede. Men det var betryggende, da vi senere fik underretning om at Iver Huitfeldt havde forladt Muscat og sejlede til undsætning. Og da vi til sidst fik den glædelige besked at Torm Kristina var safe, var det en stor lettelse, sagde Torms administrerende direktør Jacob Meldgaard bl.a.



Også forsvarsminister Nick Hækkerup og chefen for SOK, kontreadmiral Finn Hansen roste besætningens indsats. Iver Huitfeldt lå i havn i Oman, men fik trods landlov alarmeret alle og afsejlede efter 75 minutter. Fremme ved Torm Kristina fem timer senere konstaterede bordinghold at pirater havde været ombord, men angrebet var afbrudt. Efterfølgende eskorterede Iver Huitfeldt handelsskibet til Muscat.
Se video-reportage med sammenklip fra receptionen om bord på Peter Willemoes her.