[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af VFK-presse@mil.dk

Indtil videre er hensynet til piloternes sikkerhed blevet vægtet over hensynet til at informere offentligheden, når det drejer sig om specifikke detaljer om de enkelte missioner i Operation Inherent Resolve.

Det skyldes, at det danske bidrag er forholdsvist lille, og derfor vil det med sådanne specifikke detaljer være relativt nemt at koble et bestemt angreb til få enkeltpersoner.

Den trussel, der kan opstå som følge af en sådan eksponering, ønsker Forsvaret som udgangspunkt at beskytte medarbejderne mod. Derfor er detaljerne om de danske angreb udeladt, ligesom antallet af gennemførte missioner offentliggøres samlet for en bestemt tidsperiode i stedet for fra dag til dag.

Afvejningen mellem hensynet til soldaternes sikkerhed og ønsket om åbenhed vurderes løbende af både det danske forsvar og vores allierede før, under og efter hver operation.

I den forbindelse udtaler forsvarschef, general Peter Bartram:

- Jeg ønsker klart, at Forsvaret skal være så åbent som muligt, også om vores operationer, inden for den givne politiske ramme. Men der er områder, hvor hensynet til vores soldaters sikkerhed eller allierede nødvendiggør, at vi må være mere tilbageholdende.