Forsvarsavisen: Mit ukrainske mareridt

Af Henrik Mortensen, Forsvarskommandoen

For chefsergent John Christensen blev otte dages tilbageholdelse i Ukraine en voldsom rejse med store personlige prøvelser.

Ude foran deres hotel nær lufthavnen i Donetsk er det tysk ledede inspektørhold fra OSCE ved at gøre sig klar til fjerde dag med ture rundt i området. Solen skinner, og luften er overraskende lun denne fredag morgen. Den danske chefsergent John Christensen er med på sin tredje tur til Ukraine. Og for ham har de foregående dage, siden holdet ankom den 21. april, været ren rutine med at observere og rapportere hjem om situationen i området.

Denne dag viser sig at blive alt andet end rutine. - Vi havde besluttet at kigge nærmere på en række checkpoints nord for Donetsk. Når vi kører, er vi altid under politieskorte, så det blev aftalt med ukrainerne, at vi ville køre til en bestemt rasteplads, hvor vi ville vente, mens der blev skiftet politieskorte, siger John Christensen.

Bussen med de syv OSCE-observatører samt de fem repræsentanter fra det ukrainske forsvarsministerium og politieskorten kører et par timer senere ind på den aftalte rasteplads.

- Da vi kommer til rastepladsen, skal nogle på toilettet, andre ringer. Det er business as usual, fortæller John Christensen.

 

Tab af kontrol

Men få minutter efter kører en politibil og en anden bil ind på rastepladsen.

- Tre mand, hvor to af dem er maskerede, springer ud af bilen bag politibilen. Tilbage i bilen kan jeg se yderligere en person med en pistol i højre hånd. De to maskerede er temmelig aggressive og peger deres våben direkte mod os, siger John Christensen, der i sit stille sind håber, at situationen vil løse sig, når de finder ud af, at de er OSCE-inspektører.

Sådan går det ikke. Kort efter kommer en folkevogns transporter ind på rastepladsen.

- Ud af den hopper myriader af svært bevæbnede og maskerede mennesker. De er helt oppe at køre. Der bliver det alvorligt. De tager ladegreb og peger på os med deres våben helt oppe i ansigtet. Det er temmelig ubehageligt.11:23 kigger jeg på uret og tænker: Nu er jeg ikke længere herre over min egen hverdag.

OSCE-inspektørerne bliver beordret op i bussen, der kører mod Slavjansk. En kedelig vært i badesandaler Ved rådhuset bliver inspektørerne med fast hånd ført ind.

- De tager vores bagage, og jeg tænker, nu er det noget rigtig skidt. Nu gælder det om at holde lav profil og følge de instrukser, som jeg får. For nu er jeg ikke bare i deres varetægt. Nu forsvinder jeg. Det er ikke særlig rart.

- Vi bliver ført ned i det, der minder om en stor krybekælder. Der er mellem otte og ti grader varmt. Vi sidder på jorden. Der er en helvedes masse gammelt skrald og affald. Kælderen er oplyst af tre elpærer. Et temmelig ubehageligt sted, siger chefsergenten.

I kælderen bliver de alle budt velkommen af en mand i badesandaler, shorts og en britisk camouflagetrøje med et let maskingevær hængende over skulderen.

- Han erklærer os for prisoners of war to the People’s Republic of Donetsk. Vi står i en hestesko omkring denne besynderlige fyr med mange besynderlige træk. Han kan ikke holde sin venstre hånd i ro og vipper på sine fødder tre-fire gange i minuttet. Hans venstre side af ansigtet hænger lidt. En fyr der på mange måder viser uligevægtige træk. Jeg tænker, det her er en kedelig vært, siger John Christensen.

 

Brækkede ribben

Politifolkene fra Donetsk bliver verbalt overfaldet og sendt væk. Men så let slipper en af ukrainerne fra eskorteholdet ikke.

- De kaster sig over ham og tæver ham, inden de slæber ham væk til et lokale længere nede i kælderen. Det er helt forfærdeligt. Den fyr havde jeg jo også mødt på vores tur herned før. Så jeg kendte ham. De er hårde ved ham. Han brækker nogle ribben.

– han blev i øvrigt først udskrevet fra hospitalet den 20. maj, siger John Christensen.

- Vi andre bliver bedt om at stille os op på en række, vende os om, sprede benene og sætte hænderne op ad muren. De tager snørebånd, bælter, og hvad de nu kan finde fra os. De virker meget professionelle. Da de undersøger os, er de helt nede i sko og i syninger for at kigge efter mikrofoner og GPS-sendere. De ved, hvad de har med at gøre, siger han. Derefter bliver de alle tapet for øjnene og også deres hænder bliver tapet sammen. De får anvist en stabel aviser, som de kan sidde på.

- Vi må ikke tale. Vi skal markere, hvis vi vil stå op. Samtidig er der irriterende musik, en dyb, tung kosakmusik, som kører på mobiltelefonniveau konstant, kun afbrudt af deres propagandaapparat, der fortæller, at det østlige Ukraine er blevet negligeret i mange år, og hvordan fascismen har overtaget Europa. Hele seancen varer cirka 12 timer. Det er meget lang tid. Det er aften, vi er trætte, og vi fryser, siger John Christensen.

Den første nedtur

Derefter overtager lokale separatister bevogtningen af OSCE-inspektørerne. De får først fjernet tapen fra hænderne og senere også tapen for øjnene. Klokken er over tolv natten mellem fredag og lørdag.

 - Vi kan ikke sove på den kolde jord, så vi laver en King size seng på en 8 gange 12 meter, vil jeg tro. Vi prøver at sove på samme tid. Vi laver dog en ekstra lille rede til ukraineren, fordi han har det specielt hårdt. Hans vejrtrækning er ikke speciel god. Man kan høre, at han er hårdt ramt, fortæller John Christensen. Han prøver at sove, men kan ikke. Hans krop går bare i dvale.

- Jeg fandt sådan et gammelt, slidt klæde, som jeg brugte som en dyne. Jeg blev meget ked af det. Jeg følte skyld. Mine unger gik til eksamen, og jeg havde bragt dem i denne her situation. Nu sad de derhjemme og var bekymrede. Det var hårdt. Og så trætheden. Man kæmper. Kan ikke sove. Falder bare lidt hen. Jeg er helt derude, hvor tårerne bare triller ned. Men så på et eller andet tidspunkt, må man hanke op i sig selv, fortæller han. Sådan var det for dem alle.

- Derfor holder vi øje med hinanden og udviser en hel masse omsorg. Er der en i gruppen, der er stille for længe, så spørger man lidt forsigtigt, hvordan det går og lægger en arm om ham.

-Efter omkring 26 timer kommer borgmesteren fra Slavjansk første gang ned til os i kælderen. Han byder os velkommen og siger, at vi er under hans beskyttelse, fortæller John Christensen. Nu skal vi dø Efter tre- fire timer kan John og de andre pludselig høre en masse tumult i rådhuset. Rygtet går, at det er højreekstremister, og at de er målet.

- Over for os giver de indtryk af, at de frygter for vores liv. Det skaber en frygtelig masse frustration og panik. Ukrainerne vil gerne have en præst ned. Nogle beder og tager afsked. Andre bliver bare rigtig kede af det. Der er i det hele taget en meget kedelig stemning i kælderen.

- Jeg og min svenske kollega gør, hvad vi kan for at bevare roen. Vi lægger os ned. For hvis der kommer nogen ind ad døren og begynder at skyde til højre og venstre, så ligger vi ned. Vi slukker også alt lys i rummet. Men intet sker, det var sikkert bare iscenesættelse for at stresse os, fortæller John Christensen.

Verden ser mig igen

Natten mellem lørdag og søndag bliver holdet ført ud af kælderen hen til en elevator og op på fjerde sal. Her bliver de præsenteret for deres nye sted, godt 30 kvadratmeter med udsigt til pladsen foran rådhuset. Den tyske chef bliver bedt om at komme til et møde med borgmesteren, og han tager John Christensen med. Under mødet fortæller borgmesteren dem, at han har forbindelse til en svensk journalist, som han kan arrangere et møde med. Men mødet bliver noget større. Søndag eftermiddag har borgmesteren inviteret til pressemøde på rådhuset i Slavjansk.

- Det kom meget bag på os, hvor mange journalister, der var. Jeg spottede med det samme DR og TV2. Det var fantastisk, at de var der. Det var meget overvældende og meget følelsesmæssigt. Jeg var ikke glemt, siger han. Efter pressekonferencen bliver den svenske inspektør frigivet. Samtidig ankommer OSCE’s forhandlerhold.

- Det er første gang, vi ser dem. Det er en stor dag for os. Vi får sat vores ansigter på kortet igen. Vi har vist, at vi alle sammen har det godt. Og nu møder vi folk, der arbejder på at få os ud, fortæller chefsergenten.

Ukrainerne angriber

De næste dage går med at skabe daglige rutiner, men samtidig fortaber optimismen sig en smule i lokalet på fjerde sal i rådhuset. Holdet har nemlig viden om en forestående ukrainsk militær operation i området.

- Vi vidste, de ville rykke nordpå mod Slavjansk. Vi gjorde os mange overvejelser om, hvordan vi skulle forholde os til det. Folk var kede af det, frustrerede og sultne. Natten mellem torsdag og fredag den 2. maj sættes hovedangrebet i gang.

- Vi er pressede. Det er frygteligt. Det var som Balkan. Alle våbentyper bliver brugt, da ukrainerne går til den. Krigen ruller lige ude på den anden side af vinduet. Det begynder omkring klokken halv ti og slutter klokken to om natten. Der er svære kampe, siger John Christensen.

Russerne kommer

Fredag morgen ryger holdet tilbage i kælderen, hvor de nu møder den tidligere borgmester i byen, der også er tilbageholdt. Efter 12 timer bliver de fredag aften atter ført op fjerde sal.

- Da vi står op om lørdagen, kommer borgmesterens bodyguard op. Han siger: ”I kan godt begynde at pakke. I skal herfra snart”. Pludselig kommer en af tyskerne ind og fortæller, at han har set en lille kortege af diplomatagtige køretøjer ankomme. Fire biler. To Mercedes, en Chrysler og en folkevogn transporter. Alle sorte og med tonede ruder.

- Der går et rygte om, at Vladimir Lukin, Putins menneskerettighedskommissær, er kommet for at forhandle os fri. Der går omkring to timer. Alt for lang tid. Så kommer der to meget diplomat-lignende typer op på vores værelse. De taler begge russisk. Den ene præsenterer sig som rektor på et universitet i Moskva.

- Vi bliver stoppet ni ind i transporteren, mens to andre kommer ind i en anden bil. Nogle ligger ned. Men vi er ligeglade. Alle er med ude. Nu skal vi bare væk.

De skyder på os

Kortegen begynder at trille ud af byen. Efter tyve minutter når de frem til et ukrainsk checkpoint, som de efter lidt forhandling får lov at passere.

- Vi kører yderligere fem kilometer, og jeg kan se det ukrainske flag over det næste checkpoint. Og vi kører frygtelig stærkt. Omkring 150 i timen. Nede ved checkpointet har de nok tænkt, at vi kører lige stærkt nok. I hvert fald begynder de at skyde. Og de der tunge skud kender jeg.

- Vi kører som nummer tre. De forreste køretøjer laver undvigemanøvrer. Derefter vender bilerne, og der kører vi stærkt. Folk råber og skriger. Alle er helt oppe og ringe. Nogle kaster sig ned i bilen, siger John Christensen. Kortegen kører en runde og nærmer sig forsigtigt checkpointet. Men de åbner atter ild mod dem.

- Vi vender igen og kører ind på sådan en lukket tankstation. Jeg tænker, at den plan som russerne ikke har, skulle de måske nok se at arbejde lidt på. Efter en times tid ankommer en lokal guide, der kan hjælpe dem rundt om det ukrainske checkpoint. Dernæst går turen syd omkring Kramatorsk og ned mod Konstantinov, hvor OSCE står klar med pansrede biler. Otte dages tilbageholdelse er slut. Udmattelse Efter en tur hjem via Berlin bliver John Christensen søndag den 4. maj genforenet med sin familie.

- Det er en fantastisk følelse at se dem igen. Da jeg kommer hjem, sætter jeg mig ud i haven og falder sammen. Jeg er træt. Det er jeg længe efter. Fysisk udmattet. Der er gået en rum tid, før jeg er kommet op. Det kom meget bag på mig, hvor udmattende det var mentalt og fysisk. Men i dag er jeg klar. Vi har haft en samtale derhjemme om, at hvis jeg skal til Ukraine igen, så er det det, jeg skal, siger han. Den 23. maj modtog chefsergent John Christensen Forsvarets medalje for Fremragende Tjeneste.