[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Forsvarskommandoens Kommunikationsafdeling

Atletikudøverne på det danske Invictus Hold havde torsdag besøg af H.K.H. Kronprinsen, forsvarsminister Nicolai Wammen og forsvarschef general Peter Bartram. De tre gæster spiste morgenmad med holdet og tilbragte formiddagen sammen med de atleter og deres familier, der var taget til atletik på Lee Valley Athletics Center på Invictus Games første officielle konkurrencedag.


H.K.H. Kronprinsen i samtale med prins Harry, der er på konkurrence- stederne næsten hele tiden under Invictus Games.

Kronprinsen fik snakket en masse med veteranerne, når der ikke var danskere i aktion på atletikbanen.  Kronprinsen er populær blandt soldaterne – og hans popularitet blev ikke mindre af, at han gladeligt stillede op til både selfies og mere traditionelle dobbeltportrætter med alle der spurgte.


Jacob Panton-Kristiansen i samtale med forsvarschefen

Kronprinsen, ministeren og forsvarsministeren bakkede højlydt op, når der var danskere på løbebanen. En opbakning, som forsvarschef general Peter Bartram mener, er vigtig.

-Det betyder meget for soldaterne at blive anerkendt, og jeg tror, at soldaterne nyder den opbakning, der er startet helt fra prins Harry, som soldaterne elsker fordi han har været dernede (i Afghanistan, red) og har fløjet med dem. Den opbakning, der har været fra det officielle England og det officielle Danmark, betyder meget, og den skylder vi soldaterne, sagde forsvarschefen.

Se et indslag fra besøget hos atletikholdet her under og læs mere om de danske deltagere her.