[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Der er tilbud til alle, når Forsvarets kaserner og skoler byder velkommen på Kulturnatten i København den 10. oktober.

Forsvarets tilbud er spredt over det meste af byen og de spænder vidt. På Frederiksberg byder Hærens Officersskole på en oplevelsesrig tur rundt på Frederiksberg Slot, der er gudstjeneste i slotskirken og musik og ildshow i slotsgården.

På Nyholm er der mulighed for at besøge flere gamle krigsskibe. Og på den modsatte side af havnen, ved Amaliekaj, kan man komme om bord på skoleskibene Svanen og Thyra eller fortsætte turen ud til Kastellet, hvor der er rundture i det gamle fæstningsværk og åbent på Forsvarets Bibliotek.

Særligt for børnene er der mange forskellige aktiviteter på Livgardens Kaserne i Gothersgade. Der er mulighed for at sidde i både gamle og nyere køretøjer eller i et F-16 fly, man kan prøve uniformer eller blive sminket som en feltsoldat og man kan se hvordan garderne bor og høre om deres hverdag i vagtkompagniet.

Ved Forsvarsministeriet kan man blandt andet hilse på redningshunde, møde hjemmeværnet og se dykkere i aktion i kanalen.

De fleste af aktiviteterne begynder kl. 18 og er åbne frem til midnat. Se mere om de enkelte aktiver herunder:

Hærens Officersskole, Søværnets Officersskole og Forsvarets Bibliotek

Skibene på Holmen

Livgardens Kaserne
 
Forsvarsministeriet

Kulturnattens egen side med samlet program