[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarskommandoen

Når specialoperationsstyrker går i aktion, er operationen trænet og planlagt til mindste detalje. Sådan foregår det også under øvelse Night Hawk, der kører over hele landet i øjeblikket. Mikael Andersen fra Danske Division sidder i øvelsens hovedkvarter i Aalborg.

- Det, vi laver heroppe, er egentligt en todelt øvelse. Vi har stabsniveauet, der øver sig i at planlægge operationerne, og så er der det udførende niveau, som øver sig at løse opgaven, forklarer han.

Der er mange forhold, de skal overveje i hovedkvarteret, inden soldaterne bliver sendt af på en operation.
- Man skal vide, hvad er det for en modstander, man står over for, hvor meget han kan eller vil. Om han vil yde hård modstand eller bare flygte. Man skal også have en ide om, hvordan lokalbefolkningen vil reagere, hvordan terrænet ser ud, og hvad vi selv har af muligheder. Så på den måde har vi rigtigt mange brikker i spil, før soldaten sætter sig op i helikopteren, fortsætter Mikael Andersen.

Over 1000 soldater er involveret i Night Hawk, der er den hidtil største øvelse for specialstyrker på dansk grund.

Læs fakta om øvelsen her.

Ministeren så på
Forsvarsminister Nicolai Wammen overværede en af specialoperationsstyrkernes aktioner under Night Hawk.

- Vi har været ude og se forskellige scenarier, hvor man har øvet de opgaver, man blive udsat for som specialoperationsstyrke, og som regering og Folketing er vi netop interesseret i at vide, hvad vores specialoperationsstyrker kan og hvilke opgaver, de vil kunne løse i fremtiden. Jeg og forligspartierne i Folketinget har ønsket at styrke vores specialoperationskapacitet, og derfor tænker man Jæger- og Frømandskorpset sammen i en Specialoperationskommando, så vi bliver endnu bedre til at løse de opgaver, der må komme i fremtiden, hvor Danmark har brug for at indsætte specialoperationstyrker, siger forsvarsministeren.

Generalmajor Jørgen Høll er udnævnt som chef for den nye specialoperationskommando, som bliver placeret i Aalborg.