[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

Den officielle fejring af de udsendte indledes lørdag formiddag hvor Forsvarsminister Carls Holst og Forsvarschef general Peter Bartram overrækker en ny indstiftet medalje for International tjeneste til tidligere udsendte veteraner, der har været udsendt i international tjeneste indenfor tidsrummet 1948 – 2009. Forsvarsminister Carl Holst taler.

Efterfølgende gennemføres der en kranselægning ved Monumentet over Danmarks Internationale Indsats på Kastellet i København. Her opstilles en paradestyrke fra Forsvaret, Hjemmeværnet, Politiet, Beredskabsstyrelsen og veteraner fra de internationale missioner. Kongehuset, folkevalgte, ledelsen fra de udsendende myndigheder og pårørende og efterladte til udsendte deltager. Folketingets formand Pia Kjærsgaard taler.

De faldne mindes
Tidligt på eftermiddagen er der mindegudstjeneste i Holmens Kirke for de faldne i internationale missioner. Ved mindegudstjenesten deltager Kongehuset, medlemmer af regeringen og Folketinget, samt ledelsen fra de myndigheder, der har udsendt medarbejdere til de internationale missioner. Orlogsprovst Ejgil Olesen og handels- og Udenrigsminister Kristian Jensen taler under mindegudstjenesten.

Efter mindegudstjenesten er der parade på slotspladsen foran Christiansborg Slot. Soldater, hjemmeværnsfolk, beredskabsfolk og politibetjente, der har været udsendt i det forgangne år stiller op til parade sammen med en æreskommando fra den Kongelige Livgarde. Veteranforeningerne stiller med faner. Statsminister Lars Løkke, rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg og forsvarschef general Peter Bartram taler. Folketingets formand Pia Kjærsgaard byder veteraner og gæster velkommen til reception.

Efter paraden er Folketinget vært ved en reception for det seneste års udsendte i Rigsdagsgården. Ministre og folketingsmedlemmer deltager i receptionen, hvor de vil have mulighed for at tale med Danmarks udsendte.

- Der skal ikke herske tvivl om, at det siden sidste flagdag har været et år med store udfordringer og omstillinger for forsvaret, hvor implementeringen af forliget nu for alvor er ved at slå fuldt ud igennem. Samtidig har der fortsat været stor efterspørgsel og træk på forsvarets kapaciteter rundt om i verden. Det har betydet, at medarbejderne har leveret en helt ekstraordinær indsats under svære vilkår for at få enderne til at nå sammen. Det vil jeg have med i mit baghoved, når vi hylder og fejrer dette års udsendte danskere, siger forsvarschef, general Peter Bartram.