[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Arbejdsåret var kun lige skudt rigtigt i gang, da omkring 30 ansatte på Søværnets Dykkerskole på Holmen i København blev udsat for prøverne i Forsvarets Basiskrav. Basiskravet afløste træningstilstandsprøven fra årsskiftet, og er nu prøven, der tester de ansattes form.

- Nu er vi overgået til det nye system, og vi synes, det er smart, at man kan lave nogle lette hurtige målinger på medarbejderne. Der er ingen grund til at vente, siger seniorsergent Per Haagerup, der som sanitetsbefalingsmand på Dykkerskolen, står for den fysiske træning af dykkerne. 


20 kg på nakken og ned i knælende. Lunges er en af de dynamiske øvelser i coretesten.

Basiskravet består af en coretest, der undersøger styrken i musklerne i mave, ryg og sider. Det er de muskler der beskytter rygsøjlen, som generelt er vores svage punkt. Anden del er en kredsløbstest med flere forskellige muligheder.

Hvor længe man skal kunne holde positionen i de statiske øvelser, og hvor mange gentagelser man skal kunne tage i de dynamiske øvelser for at leve op til basiskravet, afhænger af alder og køn. Det samme gælder med kredsløbstesten.

Se kravene her.

På Dykkerskolen har Per Haagerup i god tid forberedt de ansatte på, at de fremover skal kunne honorere basiskravet. Alligevel var der flere, der ikke bestod testen. 

- Det gik ikke så godt. Jeg havde håbet, at alle bestod. Jeg synes, at jeg har italesat det godt, og jeg har fortalt, at målingen ville være der. Alligevel er der nogle, der falder igennem, siger han

Frem til 2018 kan man nøjes med at bestå træningstilstandsprøven, hvis man ikke kan klare basiskravene. Men på Dykkerskolen tager de straks fat i dem, der ikke bestod.

- Der vil være en samtale med de enkelte med forslag til, hvordan de kan komme videre. Det er vi nødt til, og vi laver en måling igen inden for tre måneder, fastslår Per Haagerup.
 
Se et videoindslag fra Dykkerskolens test.