[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Hans Vedholm

Flagdagen i Aarhus blev markeret ved den rejste Mindesten i Mindeparken lige over for indgangen til Marselisborg Slot.


Der var 15 faner i faneborgen bag om Mindestenen. Foto: Hans Vedholm.

De fremmødte veteraner blev modtaget med musik leveret af Marinehjemmeværnsorkester Randers, og der var flaghejsning præcis klokken 10.

Til stede var grev Ingolf og grevinde Sussie, borgmester Jacob Bundsgaard og tidligere forsvarsminister Nicolai Wammen samt et stort antal veteraner opstillet på tre geledder.


Jacob Bundsgaard talte med front mod flagstangen. Til venstre for borgmesteren kommandør Jens Claus Hansen, tidligere forsvarsminister Nicolai Wammen, grevinde Sussie og grev Ingolf. Foto: Hans Vedholm.

Stabschef ved Forsvarets Sundhedstjeneste, kommandør Jens Claus Hansen, bød velkommen, og der blev nedlagt kranse ved Mindestenen for Danmarks udsendte.

- Vold, undertrykkelse og terror er kommet tættere på, og vi i Danmark har et ansvar for at medvirke til at bekæmpe den slags, sagde borgmester Jacob Bundsgaard i sin tale.

- Mine tanker går i dag til de pårørende, som ikke fik deres kære hjem, og til de udsendte der er kommet hjem med ar på krop og sjæl. Vi skal ære dem, og derfor er det også med glæde, at vi snart kan åbne et veteranhjem her i Aarhus. På den måde kan vi også være med til at takke alle for den indsats, der er ydet.