[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Tekst og foto af Morten Just Brandstrup, Værnsfælles Forsvarskommando

Ansatte i Karup stod torsdag parat i hangar 26 til at byde ministeren velkommen til Værnsfælles Forsvarskommando.

I sin tale til Værnstabenes ansatte startede Peter Christensen med at takke for det arbejde de udfører, både i og uden for missionsområderne.

- Jeg vil gerne starte med at anerkende den store indsats, I yder. Både når I er ude, og når I er hjemme. Når der skal forberedes, planlægges og trænes for at kunne levere 100 procent, når det er alvor.

Derefter kom ministeren ind på HR-målingen, som har fyldt meget i store dele af Forsvaret i løbet af efteråret, og som han ikke var i tvivl om skyldtes forsvarsforliget.



- Forliget har medført enorm forandring og store omstillinger, som har trukket store veksler på jer alle sammen. Det er også en omstilling, som har efterladt spor. Det kan jeg se, når jeg læser HR-målingen. Det er ikke alt, der er lige stor tilfredshed med. Men jeg tror også, der er en virkelighed, der hedder, at når man kaster så mange bolde op i luften, så vil der være en frustration, inden de alle sammen falder rigtigt på plads. Og det er det er en ledelsesopgave for mig og Forsvarets ledelse, at de bolde lander rigtigt.

Peter Christensen havde også en kommentar til debatten om balancen mellem antallet af civile og militært ansatte.

- Der er behov for, at der er en rigtig balance mellem det militære og det civile, og jeg mener, der er brug for militær ekspertise alle steder i organisationen. Det er ikke en pølsefabrik, vi har med at gøre. Det er Forsvaret.

Resten af dagen bød på besøg rundt på Flyvestationen, hvor ministeren fik mulighed for at se den anden halvdel af Værnsfælles Forsvarskommando efter besøget på Kuglegården i København tidligere i efteråret.