[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
Af Anders V. Fridberg, Værnfælles Forsvarskommando
Danske soldater deltager i februar og marts for første gang i øvelse Flintlock.
Det er en amerikansk ledet øvelse, der har deltagelse af fortrinsvis specialoperationsstyrker fra de afrikanske nationer i Sahel-regionen, men også af styrker fra en række vestlige nationer. Flintlock er blevet gennemført årligt i Afrika siden 2006. Øvelsen skal styrke afrikanske sikkerhedsstyrkers evne til at håndtere sikkerhedstrusler og terrorisme i Sahel-regionen. (Sahel er et geografisk bælte, der løber fra Afrikas Atlanterhavskyst til Det Røde hav og er begrænset af Sahara i Nord og den sudanesiske savanne i syd).
Det danske bidrag til øvelsen består af et mentorhold fra Jægerkorpset og et mobilt kirurghold fra Trænregimentet i Aalborg. I alt ca. 20 personer. Der indgår også enkelte danske officerer i øvelsens ledelse, der er placeret i Tchads hovedstad N´Djamena.
Instruktion og erfaring
Jægersoldaterne skal fungere som mentorer for specialstyrker og andre sikkerhedsstyrker fra de deltagende afrikanske lande. Styrkerne skal blandt andet lære at arbejde sammen og at dele informationer på tværs af grænser. Det skal styrke samarbejdet mellem landene og gøre det vanskeligere for ekstremistiske grupper at operere på tværs af landegrænserne i regionen.
Jægersoldaterne deltager primært i øvelsen som instruktører, men de vil samtidig kunne hente erfaringer i, hvad det kræves for at kunne operere i Sahel-regionen. Samtidig er øvelsen med til at fastholde den mentorerfaring, som de danske specialoperationsstyrker opbyggede i Afghanistan, under den to år lange indsættelse i Task Force 7 i Helmand provinsen.
Nyt mobilt lægehold
Kirurgholdet, der er med på øvelsen, er et såkaldt Special Operations Surgical Team. Holdet er med for at kunne støtte Jægerkorpset og andre deltagende nationer med lægehjælp, hvis der er soldater, der kommer alvorligt til skade.
Holdet består af en ledende læge, tre speciallæger, én operationssygeplejerske og én operationsassistent. Desuden deltager chefen for enheden. Kirurgholdet er et modul fra hærens nye såkaldte Role 2 enhed, der er opbygget i moduler og erstatter det gamle felthospital. Det er første gang Forsvaret udsender et Special Operations Surgical Team.
Kirurgholdet er en kapacitet, som øvelsesledelsen har spurgt efter, fordi træningen foregår spredt på forskellige træningsstationer med store geografiske afstande og med stor afstand til hospitaler. Der er knyttet et kirurghold til hver træningsstation. Det danske kirurghold skal sørge for kirurgisk kapacitet på den træningsstation, hvor holdet fra Jægerkorpset opholder sig.
Ud over at sikre lægelig bistand vil kirurgholdet bruge øvelsen til at indhente erfaringer, fordi modulet er i en opbyggende fase inden det skal indgå i beredskab til NATO Response Force i 2016
Soldater og kirurgholdet transporteres til og fra Tchad af et Hercules C 130 transportfly fra Flyvevåbnet, der med transportopgaven høster erfaringer med udfordringerne ved langstrakte indsættelser fra Danmark til Afrika.
Det danske bidrag er kun en lille del af øvelsen, der i år omfatter omkring 1200 personer fra 19 lande fra Afrika, Europa og Nordamerika. Tchad er værtsland og hovedparten af øvelsen foregår der, desuden er der mindre koordinationscentre i Niger, Nigeria, Cameroun og Tunesien.
Læs mere om øvelsen her. (find PDF om Flintlock under Exercises)