[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Værnsfælles Forsvarskommando

De lynhurtige missiltorpedobåde, artilleriskibet Niels Juel under bombardement af tyske stukabombere 29. august 1943 og heltene fra søslaget ved Helgoland i 1864. Det er blandt motiverne, du kan finde i de 45.000 fotos, som nu kan downloades fra forsvarsgalleriet. Museumsinspektør Jakob Seerup, der er en af Danmarks førende militærhistorikere, kender samlingen fra før den blev lagt ind under forsvarsgalleriet og bruger den næsten dagligt.


- Jeg arbejder primært med flådens historie, og det er en enorm ressource af fotos, der er tilgængelig. Du kan dykke ned i det og finde fotos af et bestemt skib eller en bestemt stabelafløbning som et supplement til de skriftlige kilder.


Fregatten Jyllands officerer og skibshund fotograferet efter sejren over en østrigsk-preussisk flådestyrke i søslaget ved Helgoland i 1864. Forsvarets Bibliotek.

Oprindeligt kommer de mange fotos fra Marinens Bibliotek og Orlogsmuseet og er derfor hovedsageligt motiver fra hele søværnets historie og har været online på Forsvarets Bibliotekscenters website. Blandt de nye billeder er der også en stor samling af gamle kort fra det Kongelige Garnisonsbibliotek, hvor man f.eks. kan finde oversigter over de fleste store slag i Napoleonskrigene og detaljerede tegninger af danske og udenlandske fæstninger helt tilbage til 1700-tallet. Jakob Seerups favoritbilleder er dog fra Den Kolde Krig.

- Der er jo billederne fra Holmenkatastrofen i 1951. Man kan jo forklare med ord, hvor stor en skade eksplosioner af sprængstof kan forvolde, men man forstår det først rigtigt, når man ser billederne af de uhyggelige ødelæggelser. Det er en fantastisk kilde til at beskrive den begivenhed.


Krateret efter eksplosionen på Holmen 23. november 1951. Københavns Brandvæsens Museumsforening.

I forvejen er der over 100.000 fotos i forsvarsgalleriet, der primært er fra de sidste 10-15 års aktiviteter i Forsvaret. Heraf er 15.000 offentligt tilgængelige. Alle billeder fra forsvarsgalleriet.dk er til fri afbenyttelse, mod at man nævner fotografens navn, hvis det er angivet. Billeder hvor ansigter er tydelige, må ikke anvendes for at reklamere for kommercielle produkter eller til politiske budskaber. Læs mere om regler for anvendelse her.

Se et album på Forsvarets facebookside med et udvalg af de 45.000 nye fotos.