[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Tekst og foto: Emma Kirketerp / Værnsfælles Forsvarskommando


De to EH101 transporthelikoptere, der har været udsendt på mission i Afghanistan, er efter træning i Portugal vendt hjem til Danmark.

Da det danske helikopterbidrags hold 5 kom hjem i slutningen af september var det uden deres vinger. Deres to EH101 transporthelikoptere, der siden sommeren 2014 har deltaget i Resolute Support Mission i Mazar-e Sharif i Afghanistan, blev i stedet fløjet til Portugal.

Her er helikopterne blevet efterset og vedligeholdt. Derefter fløj omkring 50 personer fra Danmark; besætningsmedlemmer, piloter, flymekanikere og andet støttepersonel til Montijo nær Lissabon for at deltage i træning.

- Formålet med øvelsen var at give vores besætninger så meget flyvetid som muligt. Og det havde vi gode muligheder for i Portugal, hvor vejret er væsentligt bedre end i Danmark, siger major Erik Frødstrup, chef for detachementet i Portugal.

Det danske helikopterbidrag i Afghanistan løste opgaver som taktisk troppetransport, evakuering af tilskadekomne samt luftstøtte til specialstyrker.

Når støvet har lagt sig
Under den månedlange øvelse har piloterne og besætningsmedlemmerne blandt andet øvet rapelling, faldskærmsspring, skydning, mørkeflyvning, formationsflyvning og trænet med portugisiske specialstyrker.

- Vi har fået rigtig meget ud af øvelsen, og især træningen med de portugisiske specialstyrker har givet eskadrillen meget, så vi er godt tilfredse med resultatet, siger Erik Frødstrup.

Nu er helikopterne fløjet fra Portugal til Danmark. Til foråret skal de gennemgå et stort eftersyn, hvor helikopterne skilles ad, vedligeholdes og renses for det sand, der har sat sig i stellene efter mere end et år i Afghanistan. Inden træningen i Portugal gik i gang, blev sand fjernet fra de mest vitale dele.

- Helikopterne har været savnet på Helicopter Wing Karup. Vi glæder os til at få dem igennem det store eftersyn, så de igen kan indgå i den daglige drift herhjemme og blive klar til, hvad man nu måtte sende os ud til, siger Erik Frødstrup.

Til foråret skal de to EH101 helikoptere igennem et eftersyn, hvor stellene skilles ad og rengøres for det afghanske sand.