[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

- Det går opad i tre km med en gennemsnitsstigning på 10 procent. Og der er 45 sekunder tilbage, råber Ulrich Ghisler til de ti svedende mænd foran ham. Ulrich Ghisler er tidligere professionel langrendsløber og har været med til at udvikle den langrendssimulator, som mændene træner på.

De ti svedende mænd øger tempoet og presser kroppen til det yderste på langrendssimulatorerne, indtil manden med uret siger stop. I samme sekunder løsner løberne hænderne fra deres skistave og lader sig falde omkuld på gulvet. Der er absolut ikke mere at give af.


Skitræningen foregår med høj intensitet, så løberne kondition hurtigt øges. Samtidig styrker løberne styrken i overkroppen, så de kan holde til at stage de mange km.

Den stenhårde træning på de såkaldte Thorax-trænere skal bringe en lille gruppe sårede veteraner og deres hjælpere i form til at løbe Vasaløbet. Det er et 90 km langt langrendsløb i Sverige og en legendarisk udfordring for folk med trang til langdistancesport.

- Jeg tror, at det bliver hårdt og koldt og meget, meget langt, siger Christian Richardson. Han mistede begge sine ben ved en IED-sprængning i Afghanistan i 2009, og han skal gennemføre de 90 km i en sitski – en stol monteret på ski.

Veteraner i bevægelse
Det er en ny forening for sårede soldater, Veterans in Motion, der har taget initiativet til den krævende tur. Foreningen udspringer af DIF Soldaterprojektet, der siden 2011 har hjulpet skadede soldater videre i livet gennem en bred vifte af sportslige tilbud.

- Vi vil bruge det at være fysisk aktiv til at komme videre. Det vil, så vidt det er muligt, dreje sig om ting, der er mere adventureagtige; Vasaløbet, svømme over et af bælterne eller køre et 24-timers løb på mountainbike, fortæller Rune Oland, der er idrætskonsulent i DIF Soldaterprojekt.

At komme videre handler om at få de psykisk eller fysisk skadede veteraner til at sætte sig nye mål, så de lærer, hvad deres krop og sind kan klare, efter at de er kommet til skade. Men også mere praktisk om at de igennem ekstreme aktiviteter presser de skadede soldaters proteser til det yderste, for det giver projektets bandagist mulighed for at udvikle og optimere hjælpemidlerne.

Se videoindslag fra træningen herunder. Her kan du også høre, hvad Veterans in Motion har sat som sit helt store mål, når Vasaløbet er overstået.