[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Thorbjørn Forsberg, Kommunikationssektionen, VFK

Den 7. oktober 2015 vendte Danmarks F-16 bidrag hjem efter et års udsendelse til Operation Inherent Resolve og kampen mod ISIL. Den 12. januar kunne man så endelig samle medarbejderne til fortjent medaljeoverrækkelse og hyldest fra både forsvarsminister Peter Christensen og chefen for Flyverstaben under Værnsfælles Forsvarskommando, generalmajor MALT Nielsen.

- I har med jeres bidrag gjort en kæmpe forskel for den irakiske befolkning og kampen mod ISIL, og I er alle returneret i god behold, hvilket ikke altid kan tages for givet i vores branche, sagde generalmajoren.


Forsvarsminister Peter Christensen, chefen for Flyverstaben generalmajor MALT Nielsen og chefen for Fighter Wing Skrydstrup, oberst Anders Rex. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)

- I leverer varen, selv når temperaturen på forpladsen sniger sig op omkring de 50 grader, og blot det at røre ved materiellet uden grillhandsker bliver en opgave i sig selv. […] I har i sandhed endnu engang bevist, at I pund for pund er verdens mest effektive kampflykapacitet, og dermed givet Flyvevåbnet og Forsvaret den bedst tænkelige baggrund at gå ind i et skelsættende år for Forsvaret og Flyvevåbnet på, tilføjede MALT Nielsen.


En af parade-arrangementets unge deltagere vidste lige, hvad det drejede sig om. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)

Til paraden, der blev afholdt i en hangar på Flyvestation Skrydstrup, var alle de medarbejdere fra Forsvaret, som har været udsendt i forbindelse med F-16 bidraget, inviteret. Der blev uddelt medaljer til omkring 400 medarbejdere. Efter paraden var der reception og underholdning for deltagere og gæster.


Fremmødet var stort. Ud over soldater var mange kolleger, pårørende samt VIP'er mødt frem. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)