[Oprindeligt publiceret af Arktisk Kommando]

Af Jette Elkjær

Henover de seneste par uger har tre medarbejdere fra Grønlands Fiskerilicenskontrol været om bord på Søværnets inspektionsfartøj KNUD RASMUSSEN, som er en af Arktisk Kommandos enheder i Arktis. Opgaven for de tre medarbejdere fra Grønlands Fiskeri-licenskontrol har været at udføre fiskeriinspektion i Diskobugten, mens besætningen på KNUD RASMUSSEN har ydet støtte til dem.

Grønlands Fiskerilicenskontrol gennemførte fiskeriinspektionerne ved hjælp af inspektionsfartøjets gummibåd og SAR-fartøj (Foto: Grønlands Fiskerilicenskontrol).

Under fiskeriinspektionen blev der gennemført kontrol af 25 fartøjer samt af to indhandlingssteder på land.

Grønlands Fiskerilicenskontrol noterede i alt 20 forhold, hvor der ikke blev levet op til gældende grønlandske lovgivning.


Humøret var højt under kontrolbesøget fra Grønlands Fiskerilicenskontrol hos indhandlingsstedet i Uvkusigssat (Foto: Grønlands Fiskerilicenskontrol).
 

Overtrædelserne indbefattede bl.a. manglende licens, forkert brug af omregningsfaktor og mangel på redningsudstyr. Fiskeriinspektionen havde dermed ikke blot fokus på kontrol af fiskeriet men i lige så høj grad en kontrol af sikkerheden til søs, hvilket i sidste ende kan være med til at redde menneskeliv.

Fiskeriinspektionen bestod i denne omgang af kystnær fiskerikontrol, hvorfor fartøjer i alle størrelser blev kontrolleret. Ud af de 25 kontrollerede var 15 mindre joller i denne størrelse (Foto: Grønlands Fiskerilicenskontrol).

10 af de gennemførte kontrolbesøg var på ”større fiskeskibe” (Foto: Grønlands Fiskerilicenskontrol).

Langt størstedelen af fiskerne havde lasten fyldt med torsk fanget på langline
(Foto: Grønlands Fiskerilicenskontrol).

 
Udover de 20 noterede forhold konfiskerede Grønlands Fiskerilicenskontrol tre ulovlige garn.

Støtten fra inspektionsfartøjet til Grønlands Fiskerilicenskontrol sker på baggrund af en samarbejdsaftale indgået mellem den daværende Grønlands Kommando og Grønlands Fiskerilicenskontrol.

Det kan være svært at spotte mange af de mindre joller fra gummibåd og SAR-fartøj, da de ofte går i ét med omgivelserne (Foto: Grønlands Fiskerilicenskontrol).

I forbindelse med et møde den 3. november 2016 mellem chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Kim Jesper Jørgensen og chefen for Grønlands Fiskerilicenskontrol, fiskerilicensinspektør Mads Trolle Nedergaard underskrev de to myndigheder en ny samarbejdsaftale.

Aftalen indebærer, at Arktisk Kommando fortsat i perioder skal støtte Grønlands Fiskerilicenskontrol med skibe, hvorfra der blandt andet kan udføres inspektion på Grønlands fiskeriterritorium og transport af kontrolpersonel. 

Læs mere om samarbejdet mellem Arktisk Kommando og Grønlands Fiskerilicenskontrol i artiklen "Tæt samarbejde imod ulovligt fiskeri".