[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Operationsstaben, Værnsfælles Forsvarskommando

Formålet med CMX 2016 er at øve NATO’s konsultations- og beslutningsprocedurer på det strategiske politisk-militære niveau i et fiktivt, men realistisk krisescenarie. Scenariet afspejler ændringerne i det sikkerhedspolitiske miljø langs NATO’s grænser og giver på den måde alliancen mulighed for at øve sig i at imødegå de nye udfordringer, NATO står overfor.

Under CMX 2016 trænes beslutningsprocedurerne, herunder tiltag, der tilgodeser alliances behov at kunne reagere fleksibelt på en krisesituation, der løbende udvikler sig. Øvelsen fokuserer på, hvordan det kollektive forsvar og krisehåndteringen styrkes.
Finland og Sverige vil deltage i øvelsen som privilegerede operative partnere.

- Forsvaret vil under årets CMX etablere en robust krisestyrings- og føringsstab i Joint Operation Center Karup under ledelse af Viceforsvarschefen og Chefen for Operationsstaben. Udover personel fra Operationsstaben, vil værnsstabene , Specialoperationskommandoen og Hjemmeværnskommandoen også bidrage med personel og svarceller, fortæller den ansvarlige øvelsesofficer orlogskaptajn Thomas Bo Jeppesen. Forsvarsministeriet, Beredskabsstyrelsen, de danske repræsentationer i NATO og Forsvarets Efterretningstjeneste deltager også i øvelsen.

Erfaringerne fra Forsvarets deltagelse i CMX 2016 skal senere anvendes i en analyse af Forsvarschefens krisestyringsorganisation.