[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando


Forsvaret er ved at uddanne en beredskabsstyrke på 400 mand, der skal kunne støtte politiet med en række opgaver i og omkring de to modtage- og visitationscentre i Vordingborg og Søgaard, hvis politiet skønner, at der bliver behov for det. Det er Rigspolitiet, der har anmodet Forsvaret om at opstille en beredskabsstyrke.

Det er en del af Forsvarets daglige opgaveløsning at støtte politiet i en række både almindelige og ekstraordinære opgaver, når politiet anmoder om det.
Beredskabsstyrken uddannes, så de kan hjælpe politiet med bevogtning og adgangskontrol ved modtage- og visitationscentrene, sikre at frihedsberøvede udlændinge ikke uretmæssigt forlader centeret, sikre ro og orden samt støtte politiet med transportopgaver af tilbageholdte.



Opgaverne vil i alle tilfælde blive løst under ledelse af og i tæt samarbejde med politiet. Soldaterne i beredskabsstyrken uddannes af instruktører fra Forsvaret, som har gennemgået en instruktøruddannelse ledet af instruktører fra Politiskolen. Instruktører fra politiet er til stede under udannelsen af soldaterne. Uddannelsen omfatter blandt andet retningslinjerne for magtanvendelse og brug af magtteknikker.

Uddannelsen af de 400 soldater tager en uge. Når styrken er certificeret af politiet, kommer Beredskabsstyrken på 48 timers beredskab, så de er klar til at støtte politiet, hvis der bliver behov for det.