[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Af Værnsfælles Forsvarskommando

Peter Bartram har været Forsvarschef siden sin udnævnelse til general den 20. marts 2012 og har således stået i spidsen for en af de største omstruktureringer i Forsvarets nyere historie.

- Det har for mig været en særdeles god og utrolig spændende periode, hvor Forsvaret har udviklet sin egen organisation, gennemført større effektiviseringer og tilpasset den operative indsats mod et markant ændret trusselsbillede, siger Forsvarschef, general Peter Bartram og tilføjer:

- Det har også været en periode, der har krævet prioritering og behov for nogle til tider hårde beslutninger for at indfri de ambitioner og forventninger, der har været til Forsvaret. Samlet set er jeg dog ganske tilfreds med det forsvar, jeg næste år kan overdrage til min afløser.

Stor ros og tak til medarbejderne
Forsvarschefen er taknemmelig for at have ledet et Forsvar bestående af mange dedikerede medarbejdere.

- Det har gjort et kæmpe indtryk på mig at opleve Forsvarets medarbejdere løse mange krævende opgaver under ofte vanskelige vilkår. At se deres engagement og professionalisme. At se gløden i øjnene på dem. Dét er noget jeg aldrig vil glemme, siger Forsvarschefen, der samtidig peger på de mange store opgaver:

- Vi har løftet besparelser på omkring tre milliarder kroner årligt samtidigt med, at vi har løst nye opgaver rettet mod Rusland og mod ISIL samt i stigende grad støttet politiet under nationale forhold. Det, kan vi med rette være stolte af, er lykkedes.

Erkender udfordringer for Forsvaret
For Forsvarschefen er alt imidlertid ikke rosenrødt.

- Der er stadig udfordringer med dele af vores materiel og et meget højt aktivitetsniveau ved de fleste enheder. Det kræver fortsat fokus, aktiv ledelse og ikke mindst en professionel håndtering, iderigdom og tilpasning ude i de spidse ender, siger Forsvarschefen, general Peter Bartram.

- Vi er tillige i færd med en omfattende omstilling af de operative enheder i de tre værn. De skal også kunne indsættes mod nye og mere krævende trusler. Det tager tid og koster penge, men vi er i gang.

Nye personlige udfordringer
General Bartram oplyser, at han har søgt og fået bevilliget tjenestefrihed uden løn, når han i begyndelsen af næste år forlader stillingen som øverste chef i Forsvaret.

- Jeg har ønsket at forfølge nye udfordringer udenfor Forsvaret og vil gerne arbejde som professionelt bestyrelsesmedlem, siger Forsvarschefen.

Han fortsætter i jobbet som Forsvarschef frem til den 10. januar 2017, hvilket skulle give god tid til at finde en afløser.