[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Thorbjørn Forsberg / Værnsfælles Forsvarskommando
 
Det danske radarbidrag fra Flyvevåbnets Air Control Wing til Operation Inherent Resolve er nu i gang med at løse sin opgave med dels et radarelement i Irak, dels et operativt element i luftoperationscenteret i de Forenede Arabiske Emirater. Bidraget vil være med til at lukke et stort hul i operationsområdets radardækning.


Det kræver præcision og snilde at sætte en radar op. (Foto: ACW)
  
- Siden den første snak om udsendelsen lød i det tidlige efterår 2015, har vi planlagt og forberedt. Folketingets beslutning kom i november 2015, og nu er vi deployeret og klar til at kontrollere den militære flytrafik, fortæller holdets chef oberstløjtnant Kim Poulsen. Han kommer selv fra Flyvevåbnets Air Control Wing.


Der skal mange lange og tunge kabler til, når en radar skal gøres operativ. (Foto: ACW)

Afstand er en udfordring

Den helt store udfordring i forhold til den tidligere indsættelse under ISAF-missionen i det nordlige Afghanistan i 2012-13 har været behovet for at opdele enheden i to delelementer; et radarelement i Irak og et operativt i de Forenede Arabiske Emirater. Afstanden er cirka 1500 kilometer mellem de to elementer.

- Det giver selvsagt både tekniske og logistiske udfordringer. Men alle bidragets medarbejdere har med stor professionalisme og gå-på-mod overvundet udfordringerne, så vi nu til fulde kan levere den effekt, som vores koalitionspartnere har efterspurgt. Og vi er godt rustet til opgaven, fastslår Kim Poulsen.

Bidraget skal i første omgang være udsendt i 12 måneder med mulighed for forlængelse.


Soldaterne bor i det typiske sandfarvede telte under udsendelsen. (Foto: ACW)